Christian Lindskov Alsø har meddelt, at han stopper som administrerende direktør i ISS Danmark. Han forbliver dog på posten, mens der igangsættes en søgeproces efter en ny direktør for den danske del af ISS og fratræder senest med udgangen af oktober i år. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Christian Lindskov Alsø har gennem de seneste år haft nok at se til, idet han har ledet ISS Danmark igennem et omfattende malware-angreb, coronapandemien, mens har har stået i spidsen for turnaround af den danske forretning.
Efter 10 år i ISS i forskellige roller og lande har han selv opsagt sin stilling som administrerende direktør i ISS Danmark.
– Det har været en fantastisk rejse gennem de seneste 10 år i ISS. Jeg er utrolig taknemmelig for de muligheder, jeg har fået undervejs, og jeg vil altid se ISS som en fantastisk virksomhed med dygtige kolleger, som gør en forskel for andre. Men efter 10 år i ISS har jeg valgt at stoppe op og tage en pause, hvor jeg skal bruge tid sammen med min familie og reflektere over, hvad der skal være næste skridt i min karriere, siger Christian Lindskov Alsø.
Han vil fortsætte som administrerende direktør for ISS Danmark, mens der søges efter en afløser. Han fratræder dog senest med udgangen af oktober i år.
– Selvom jeg er ked af Christians beslutning, så har jeg fuld forståelse for, at han nu vil prøve noget andet efter 10 år i ISS. ISS Danmark er et meget bedre sted, end da Christian kom til i 2020. Christian har stået i spidsen for en succesfuld turnaround af den danske forretning, og han efterlader et ISS Danmark, som har et solidt kommercielt momentum, udtaler Carl-Fredrik Bjor, administrerende direktør for ISS Northern Europe.
Ny finansdirektør i ISS Danmark
38-årige Martin Kjær Hansen bliver ny finansdirektør (CFO) i ISS Danmark, og han tiltræder den 1. august i år.
Han afløser Tom Karlebo, som har været finansdirektør i ISS Danmark siden februar 2020.
Martin Kjær Hansen har været en del af ISS siden 2012, og han har varetaget flere ledende finansstillinger i ISS , hvor han har haft en tæt snitflade med forretningen. Senest kommer Martin Kjær Hansen fra en stilling som Head of Group Finance Operations i ISS.