IT-virksomhed sætter kontorejendom til salg for 40 millioner

En kontorejendom ved Høje Taastrup Station er blevet sat til salg for knap 40 millioner kroner. Statsautoriseret revisor er lejer i ejendommen.

Kontorejendommen på på Skagensgade 1 i Taastrup er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev.
Kontorejendommen på på Skagensgade 1 i Taastrup er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev.

En kontorejendom ved Høje Taastrup Station er sat til salg for 39,9 millioner kroner.

Ejendommen ligger på Skagensgade 1 i Taastrup og består af to etager med langvarige lejere.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev, som skal formidle salget af ejendommen.

Bygningen blev opført i 1992 og ejes i dag af softwarevirksomheden Auto IT, som også selv holder til i bygningen. Virksomheden ønsker nu at sælge ejendommen og fortsætte som lejer for at frigøre kapital til investering i kerneforretningen.

Auto IT leverer software til den danske bilbranche og ejes af omkring 300 bilforhandlere. Virksomheden flyttede ind som lejer i 2014 og købte ejendommen i 2018.

Den anden hovedlejer er revisionsfirmaet Ri Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, som har haft til huse i bygningen siden opførelsen og fortsat benytter en stor del af arealet.

Auto IT råder over cirka 1.935 kvadratmeter, mens revisionsfirmaet disponerer over cirka 1.625 kvadratmeter. De to virksomheder deler fælles faciliteter som kantine og mødelokaler.

– Vi ønsker at sælge vores kontorejendom for at frigive kapital til at kunne investere og videreudvikle vores kerneprodukter. Vi er ikke ejendomsspekulanter og ønsker at lade andre overtage administrationen af ejendommen, udtaler finansdirektør Bo Rosendahl fra Auto IT.

To stabile lejere

Kontorejendommen på på Skagensgade 1 i Taastrup er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev.
Kontorejendommen på på Skagensgade 1 i Taastrup er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev.

Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech peger partner Thomas Møller Rudlang på, at ejendommen har to meget stabile lejere.

– Siden Ri Statsautoriseret Revisionspartnerskab opførte ejendomme i 1992 har de selv været tro bruger af ejendommen og i 2014 kom Auto IT ind, først som lejer og efterfølgende overtog de ejendommen i 2018, udtaler Thomas Møller Rudlang.

– Auto IT kan tidligst fraflytte ejendommen i februar 2033 og der stilles 5 års lejegaranti for Ri Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, så det er to utrolig loyale og stabile lejere, hvilket giver ekstra sikring for den kommende ejer

Ejendommen fremstår ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech i god vedligeholdelsesmæssig stand og er opført i gule mursten som de øvrige bygninger i området.

Der peges samtidig på, at der på længere sigt kan være mulighed for at omdanne ejendommen til boliger, hvis lejerne en dag vælger at flytte, selv om der i dag ikke forventes ændringer i brugen.

Tilmeld Nyhedsbrev