Ny børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) og ny by-, land- og transportminister Signe Munk (SF). Fotos: Marie Hald.
Ny børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) og ny by-, land- og transportminister Signe Munk (SF). Fotos: Marie Hald.

En duo fra SF får det overordnede ansvar for by- og boligudvikling i Danmark i de kommende år.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udpeget Jacob Mark (SF) som ny børne-, ældre- og boligminister, mens Signe Munk (SF) bliver ny by-, land- og transportminister.

Det oplyser statsministeriet i en pressemeddelelse.

Jacob Mark overtager ministerposten fra afgående social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S). Han er tilbage i Folketinget for SF efter at være blevet valgt i Nordsjællands Storkreds i marts 2026. Den 34-årige politiker har tidligere siddet i Folketinget fra 2015 til 2024, hvor han især markerede sig som partiets børne- og undervisningsordfører.

Jacob Mark blev født i Køge i 1991 og har en bacheloruddannelse i journalistik, politik og administration fra Roskilde Universitet. Inden sin tilbagevenden til Christiansborg arbejdede han som afdelingschef for Natur og Miljø i Danmarks Naturfredningsforening og som Senior Public Affairs Manager i Andel.

Gennem sin politiske karriere har han også været kultur-, idræts- og medieordfører samt uddannelses- og forskningsordfører. Desuden var han formand for SF’s folketingsgruppe i perioderne 2016 til 2022 og igen i 2024.

Ved siden af arbejdet i landspolitik har Jacob Mark været aktiv i kommunalpolitik i Køge Kommune og haft en række tillidsposter i SF og partiets ungdomsorganisation.

Han er desuden forfatter til bøgerne Fartblind fra 2023 og Signalfejl fra 2026, hvor han beskriver sine erfaringer med blandt andet stress og livet som toppolitiker.

Signe Munk overtager posten som by-, land- og transportminister fra afgående minister Thomas Danielsen (V). Hun har siden juni 2019 repræsenteret SF i Folketinget for Vestjyllands Storkreds. Hun har været kandidat i alle partiets opstillingskredse i storkredsen siden 2015 og har i de seneste år markeret sig som en af partiets fremtrædende profiler på klima- og energiområdet.

Siden 2022 har Signe Munk været politisk ordfører for SF. Hun har samtidig været klimaordfører siden sin indtræden i Folketinget og har desuden varetaget ansvaret som energi- og forsyningsordfører frem til 2024.

Signe Munk er født i Odense i 1990 og er bosat i Skive Kommune. Hun er uddannet sygeplejerske fra Via University College i Viborg og har desuden en bachelorgrad i statskundskab fra Aarhus Universitet.

Før sin tid i Folketinget arbejdede hun blandt andet som kampagnemedarbejder for SF og var medlem af byrådet i Viborg Kommune fra 2009 til 2013. Fra 2014 til 2019 var hun næstformand for partiet.

Regeringen Mette Frederiksen III:

Statsministeren har netop præsenteret den nye regering. De afgående ministre modtages i afskedsaudiens på Amalienborg klokken 11.45.

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF)

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)

Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (RV)

Finansminister Peter Hummelgaard (S)

Justitsminister Nicolai Wammen (S)

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M)

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (RV)

By-, land- og transportminister Signe Munk (SF)

Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S)

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S)

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen (S)

Forsvarsminister Jeppe Bruus (S)

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M)

Sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken (S)

Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S)

Kulturminister Zenia Stampe (RV)

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen (SF)

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF)

Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin (M)

Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF)

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev