JCN Bolig har afleveret over 500 boliger i Vejle

Første etape af stort boligprojekt med små lejligheder midt i Vejle er nu færdigbygget. De næste etaper forventes klare i 2027 og 2029.

I Vejle er første del af det store byudviklingsprojekt Gammelhavn nu færdig. Her har JCN Bolig netop afleveret 360 såkaldte “Micro Living”-boliger til bygherren NPV.

Dermed er alle 543 boliger i første etape klar, efter at 163 familieboliger, som NPV har opført i samarbejde med AkademikerPension, blev afleveret tidligere på året.

Det oplyser JCN Bolig i en pressemeddelelse.

– Vi er stolte af at have leveret et kvalitetsbyggeri, der holder – og vi glæder os til at følge det liv og fællesskab, der nu kan blomstre i Gammelhavn, udtaler salgs- og udviklingsdirektør Lars Adamsen fra JCN Bolig.

Projektet er blevet til i samarbejde mellem arkitekterne Henning Larsen og Sweco, Viborg Ingeniørerne og Ekolab, og alle boligerne er certificeret med DGNB Guld.

Annonce

De nye Micro Living-boliger, kaldet Terminalen, er tænkt som mere end blot et sted at bo. Med loungeområde, fælleskøkkener, vaskefaciliteter og en stor tagterrasse med udsigt over byen og fjorden er rammerne sat for et levende fællesskab.

Boligerne henvender sig både til pendlere, familier og ikke mindst studerende, som Vejle forventer at få væsenligt flere af i de kommende år. Boligerne er mellem 28 og 36 kvadratmeter store og udlejes til priser på mellem 5.600 og 6.600 kroner måneden.

Undervejs har byggeriet budt på både udfordringer og sejre, blandt andet en hurtigere aflevering end planlagt trods en underentreprenørs konkurs.

NPV ser nu frem til næste etape, hvor blandt andet et stort parkeringshus skal opføres. Når hele projektet står færdigt, vil Gammelhavn omfatte 83.000 kvadratmeter, hvor de første 27.000 kvadratmeter er bygget. Et parkeringshus kommer til at fylde 21.000 kvadratmeter.

Projektets anden og tredje etape forventes færdiggjort i henholdsvis 2027 og 2029.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling