JCN Bolig har indgået en totalentrepriseaftale med bygherren Søren Rump om at opføre den sidste del af byggefelt E i Åbyen i Aarhus.
Med aftalen afsluttes udviklingen af den nye bydel i Åbyhøj, hvor JCN Bolig har været en central aktør siden 2016, oplyser entreprenørfirmaet i en pressemeddelelse.
– Der er stor konkurrence på det jyske boligmarked, og derfor er det ekstra tilfredsstillende, at vi får lov til både at videreføre og afslutte Åbyen uden at skulle i konkurrence om kontrakten. Det er en stærk tillidserklæring – og en opgave, vi ser meget frem til, udtaler Jens Pedersen, salgs- og markedschef i JCN Bolig.
Det sidste projekt omfatter 35 boliger fordelt på tre bygninger i op til fire etager. Boligerne opføres i samme arkitektoniske stil som resten af området med facader i skærmtegl og skifer. Området var oprindeligt planlagt til en daginstitution, men efter flere år uden behov har kommunen i stedet givet tilladelse til boliger.
Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem bygherre og entreprenør og er tilpasset de nuværende markedsvilkår. Det har blandt andet betydet flere, men mindre boliger, så økonomien i projektet hænger bedre sammen, samtidig med at efterspørgslen i Aarhus imødekommes.
JCN Bolig har tidligere opført 32 boliger på samme byggefelt og står samlet bag mere end 63.000 kvadratmeter boligbyggeri og i alt 847 boliger i Åbyen. Med de nye boliger når det samlede antal op på 882 boliger, når området står færdigt.
Byggeriet er allerede gået i gang og forventes at tage cirka 16 måneder. De første beboere ventes at kunne flytte ind i sommeren 2027. Projektet er tegnet af Nodo Arkitekter med Viborg Ingeniørerne som rådgivende ingeniør.
Åbyen er opført på grunden, hvor Aarhus’ tidligere fragtmandscentral lå, og området fremstår i dag som en fuldt udbygget bydel tæt på byens centrum.
























