
Arbejdet med at inddæmme den omfattende forurening på Cheminovas tidligere fabriksgrund på Harboøre Tange er nu gået i gang.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland, som har ansvaret for opgaven, der bliver udført af entreprenørvirksomheden Arkil i perioden fra august til oktober 2026.
Der skal etableres en 750 meter lang jernvæg, som skal presses op til 15 meter ned i jorden for at forhindre, at giftige kemikalier spreder sig til omgivelserne.
Staten har afsat op til 100 millioner kroner til projektet, men en egentlig oprensning af området er fortsat langt fra finansieret. Region Midtjylland vurderer, at det med de nuværende metoder vil koste flere milliarder kroner at rense jorden.
– Her og nu handler det om at få en sikker og holdbar inddæmning af forureningen, mens vi arbejder videre med en langsigtet løsning. Vi kan ikke vente med at beskytte omgivelserne, til den dag hele grunden kan renses op, udtaler formand for regionens Udvalget for Regional Udvikling, Per Møller Jensen (S).
Grunden er en af Danmarks mest alvorlige jordforureninger og indeholder blandt andet kviksølv og rester af sprøjtemidlet Parathion fra fabrikkens produktion i perioden fra 1953 til 1962.
Området er lukket for offentligheden under arbejdet, mens landevejen langs fabriksgrunden fortsat vil være åben for trafik.
Fakta om inddæmning af forureningen
- Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange er forurenet med kemikalier fra produktionen af blandt andet kviksølv-bejdse og Parathion – også kendt som bladan.
- Produktionen på grunden fandt sted fra 1953 til 1962.
- Spunsen, som skal inddæmme forureningen, er en 750 meter lang jernvæg, der skal gå 13-15 meter ned i jorden.
- Arbejdet med inddæmningen af forureningen bliver udført af entreprenørvirksomheden Arkil for Region Midtjylland.
- Staten finansierer arbejdet med op til 100 millioner kroner.
- Forureningen på Cheminovas gamle fabriksgrund er én af tre generationsforureninger på Harboøre Tange.
- En generationsforurening er defineret som en forurening, det vil koste mere end 50 millioner kroner at undersøge og afværge, og som udgør en alvorlig trussel mod grundvand, menneskers sundhed eller vandmiljøet.
Kilde: Region Midtjylland.




















