
Jeudan har åbnet et endnu et kontorfællesskab i København, oplyser ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.
Det nye kontorfællesskab er indrettet i ejendommen på Østerbrogade 125, som Jeudan i 2020 købte af Nordisk Ejendomsholding for godt 96 millioner kroner.
Den fem etager høje bygning fra 1963 er oprindeligt tegnet til Semler af arkitektfirmaet O. Gundlach-Pedersen og Ebbe Andersen.
I samarbejde med Pålsson Arkitekter og NK Consulting er den funktionalistiske ejendom blevet totalrenoveret og omdannet til et moderne kontormiljø med fokus på genbrug og mere cirkulære materialer.

I renoveringen er der blandt andet arbejdet med naturbaserede materialer i de indvendige skillevægge og genbrugte møbler.
Facaden er samtidig blevet ført tilbage til sit oprindelige udtryk med ny beklædning i natursten.
– Det har været afgørende for os at fastholde og respektere ejendommens særkende i transformationen. Og på den måde bidrage til både at bevare bygningsarven og samtidig forny den til glæde for både de kommende kunder, naboer og forbipasserende, udtaler administrerende direktør i Jeudan, Per W. Hallgren.
– Med Østerbrogade 125 imødekommer vi kundernes stigende behov for fleksibilitet og karakterfulde rammer med et nyt kontorfællesskab på Østerbro.

Kontorfællesskabet er Jeudans første større projekt, hvor indretningen er udviklet med en mere cirkulær tilgang. Materialerne er blandt andet valgt på baggrund af livscyklusanalyser.
Det nye kontorhus tilbyder fleksible arbejdspladser og kontorer med plads til mellem to og 150 medarbejdere. Målgruppen er både iværksættere, mindre virksomheder og større virksomheder, der har behov for fleksible kontorpladser i byen.
Kontorfællesskabet på Østerbrogade 125 åbnede mandag den 9. marts. I det nye hus vil der være kontorer med plads fra to til 150 medarbejdere.
Jeudan driver også kontorfællesskaberne Bredgade 30 og Bredgade 45 i Frederiksstaden, Gammel Kongevej 1 på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg samt Frydenlund 30 i Vedbæk.






















