
Jeudan udvider sin portefølje markant med købet tre nye ejendomme i København.
Selskabet har indgået aftale med PFA Pension om køb af kontorejendommene på Dampfærgevej 26 og 28 på Østerbro samt ejendommen i Dronningens Tværgade 9.
Det oplyser ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.
– Efter en periode med begrænsede investeringsmuligheder er vi tilfredse med at kunne foretage nye ejendomskøb indenfor vores geografiske fokusområde København, udtaler administrerende direktør Per W. Hallgren i Jeudan.
– God beliggenhed og adgang til Metro og S-tog, fleksible lejevilkår og services som bistroordning og parkering står højt på kundernes ønskeliste og med ejendommene på Dampfærgevej, kan vi tilbyde endnu flere kunder netop det i det nordlige København.
Ifølge PFA Pension har ejendommene i mange år givet et solidt afkast, og handlen beskrives som et godt strategisk match.

Handlen er formidlet af Colliers, og sammenlagt 17.200 kvadratmeter bygninger. Prisen lyder på 820 millioner kroner.
– Ejendommene har leveret et godt afkast til vores kunder i mange år, og vi har nu valgt at sælge dem til en god pris til en investor, for hvem ejendommene er et rigtig godt strategisk match, udtaler udtaler Peter Morgan, ejendomschef hos PFA.
Købet betyder, at Jeudan yderligere styrker sin position i området omkring Søndre Frihavn. Her ejer virksomheden nu ti større ejendomme med i alt omkring 90.000 kvadratmeter erhvervsarealer og cirka tusind parkeringspladser.
Også købet af Dronningens Tværgade 9 styrker Jeudans portefølje i Frederiksstaden, hvor virksomheden i forvejen ejer naboejendommene på Dronningens Tværgade 4, 7, 8 og 14. Her har Jeudan udvidet markant det seneste år med blandt andet Sankt Annæ Plads 3 og Bredgade 73.
Med de nye køb når Jeudans samlede investeringer op på 37 milliarder kroner og omkring en million kvadratmeter. Ejendommene overtages den første december 2025.






















