Jeudan med milliardresultat i 2025

Jeudan lander milliardresultat i 2025, hvor selskabet investerede 1,2 milliarder kroner i ejendomme i København.

Administrerende direktør i Jeudan, Per W. Hallgren. Foto: PR.
Administrerende direktør i Jeudan, Per W. Hallgren. Foto: PR.

Jeudan har offentliggjort sin årsrapport for 2025 og kan fremvise en nettoomsætning på 1,75 milliarder kroner mod 1,71 milliarder kroner året før.

Resultatet før finansielle poster blev 1,06 milliarder kroner, mens resultatet før skat endte på 1,3 milliarder kroner. Efter skat lyder resultatet på lige præcis 1 milliard kroner.

– Jeudan afslutter 2025 med et tilfredsstillende resultat, hvor de udmeldte forventninger til året blev indfriet. Resultaterne bekræfter styrken i Jeudans langsigtede forretningsmodel, udtaler administrerende direktør Per W. Hallgren fra Jeudan i en pressemeddelelse.

Selskabet oplyser, at nye kunder og kontrakter har bidraget til en stigende udlejningsprocent i København og på Frederiksberg på 96,2 procent.

Jeudan har samtidig investeret 1,2 milliarder kroner i ejendomme i sit kerneområde og solgt ejendomme uden for området for 221 millioner kroner.

Bestyrelsen foreslår et uændret udbytte på 3,00 kroner pr. aktie. For 2026 forventer Jeudan en omsætningsvækst på 4 til 7 procent og et resultat før finansielle poster på 1,1 til 1,2 milliarder kroner.

Jeudan: Resultatopgørelse 2025

Millioner kroner 2021 2022 2023 2024 2025
Nettoomsætning 1.438 1.570 1.717 1.709 1.751
Bruttoresultat 1.023 1.147 1.268 1.250 1.251
Resultat før finansielle poster (EBIT) 876 990 1.094 1.080 1.063
Finansielle nettoomkostninger -108 -174 -430 -493 -484
Resultat før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) 768 815 664 587 579
Kurs- og værdireguleringer 2.248 3.497 -1.727 -444 716
Resultat før skat 3.016 4.313 -1.063 143 1.294
Årets resultat 2.352 3.359 -828 113 1.000
Balance
Investeringsejendomme inklusive igangværende projekter 31.012 34.811 34.527 35.350 37.199
Aktiver i alt 31.369 37.063 36.595 37.035 39.135
Egenkapital i alt 10.079 13.308 12.312 12.259 13.095
Forpligtelser i alt 21.290 23.756 24.283 24.775 26.041
Pengestrømme
Driftsaktiviteter 683 678 124 554 645
Investeringsaktiviteter -941 -2.052 -570 -756 -1.612
Finansieringsaktiviteter 167 1.386 460 250 1.028
I alt -90 12 14 48 61

 

Tilmeld Nyhedsbrev