Jeudan havde i første halvår 2024 en omsætning på 851 millioner kroner mod 855 millioner kroner i samme periode sidste år.
Resultat før finansielle poster (EBIT) udgjorde 542 millioner kroner i første halvår 2024, hvilket er det samme som i første halvår 2023.
Resultat før skat blev herefter 178 millioner kroner i første halvår 2024 mod -454 millioner kroner for samme periode sidste år. Efter skat lyder resultatet på 139 millioner kroner i første halvår 2024 mod 353 i første halvår 2023.
Det fremgår af ledelsesberetningen fra halvårsrapporten, hvor resultaterne betegnes som tilfredsstillende.
– Vi kan i dag præsentere et regnskab for de første seks måneder af 2024 med et tilfredsstillende driftsresultat på niveau med forventningerne. Det vidner om at vores forretningsmodel og tætte dialog med kunderne fortsat fungerer, udtaler ejendomsselskabets administrerende direktør Per W. Hallgren i en selskabsmeddelelse.
Han kan glæde sig over, at en høj udlejningsaktivitet med nye kontrakter for knap 100 millioner kroner medførte en positiv nettoudlejning på 14 millioner kroner, der vil påvirke positivt i løbet af andet halvår 2024 og i 2025.
Per W. Hallgren giver udtryk for tilfredshed med udlejningsaktiviteten.
– Den er udtryk for en tæt dialog med både eksisterende og potentielle kunder i et vanskeligt marked og for stor umage fra Jeudans medarbejderes side for at imødekomme netop kundernes individuelle behov. Jeudans forretningsmodel er langsigtet. Vi driver ikke virksomhed ved at handle ejendomme, men ved at tilbyde vores kunder de rette rammer og services for, at de kan drive deres virksomheder, udtaler han.
Udviklingen på de finansielle markeder og ejendomsmarkedet medfører dog en nettonedskrivning af ejendommenes værdi med 252 millioner kroner, svarende til 0,7 procent af de samlede ejendomsinvesteringer. Værdien af selskabets investeringsejendomme er opgjort til knap 34,8 milliarder kroner.
Den lave handelsaktivitet i 2023 er ifølge Jeudan fortsat ind i 2024 og vurderes ved halvåret at ligge 10-20 procent lavere end 2023. Kombineret med et relativt højt renteniveau medfører det ifølge Jeudan fortsat et mindre opadgående pres på afkastkravet.
Modsatrettet virker lav arbejdsløshed og svagt stigende lejepriser for primære ejendomme. På baggrund af markedsbetingelserne har Jeudan for udvalgte ejendomme valgt at øge afkastkravet, ligesom enkelte ejendomme har fået sænket afkastkravet grundet nye lejekontraktsindgåelser med længerevarende uopsigelighed samt færdigudvikling af udviklingsejendomme, fremgår det af ledelsesberetningen.
Jeudan fastholder forventningen for 2024 om et resultat før finansielle poster (EBIT) i niveauet 1,05-1,15 milliarder kroner mod knap 1,1 milliarder kroner i 2023. Omsætningen forventes at lande på omkring 1,7 milliarder kroner, hvilket svarer til niveauet fra sidste år.