Med baggrunde som rumdesigner, bygningskonstruktør, Cand. Mag. i Litteraturvidenskab & Moderne kultur og diplomingeniør i bygningsdesign træder fire nye associerede partnere ind i JJW Arkitekters ledelse.
Det skriver arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.
De fire nye partnere er Janne Raahauge Dyhr, Syreen Louise Kihm, Martin Oddershede og Nicolaj Gjøg. De er alle rekrutteret blandt virksomhedens kernemedarbejdere, oplyses det.
– Med Janne, Syreen, Martin og Nicolaj i ledelsen, udbygger vi JJW Arkitekters faglige fundament med en række tværfaglige kompetencer og styrker dermed vores faglige bredde og position i markedet. Vi har en klar ambition for fremtiden om fortsat at være en tværfaglig og uafhængig arkitektvirksomhed, hvor mange og forskellige fagligheder arbejder tæt sammen om at udvikle morgendagens bygninger, udtaler partner og bestyrelsesformand Lars Andersen.
– Udvidelsen af partnerkredsen er et naturligt skridt i et rullende generationsskifte i JJW Arkitekter, og i bestyrelsen er vi utroligt glade for, at de fire nye associerede partnere har sagt ja til at blive en del af ledelsen, og vi ser meget frem til at arbejde sammen med dem om den fortsatte udvikling af JJW Arkitekter som uafhængig rådgivervirksomhed med et særligt fokus på det eksisterende byggeri.
JJW Arkitekter beskæftiger cirka 60 medarbejdere og fungerer som rådgiver for en lang række kunder i form af både almene, kommunale og private bygherre.
Arkitektvirksomheden tilbyder rådgivning i alle faser fra præ-programmering, over skitsering, projektering og udførelse til aflevering af færdigt byggeri. Endvidere har JJW Arkitekter en stor afdeling for bygherrerådgivning.
JJW Arkitekter er ejet af arkitekterne Katja Viltoft, David Ploug og Lars Andersen.
Om de fire nye associerede partnere
Syreen Louise Kihm er Cand. Mag. i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur fra Københavns Universitet og Master i By- og Boligforhold fra AAU. Hun har været hos JJW Arkitekter siden 2016 – først som akkvisitionsmedarbejder og siden 2022 som akkvisitionschef.
Janne Raahauge Dyhr er uddannet Rumdesigner fra Danmarks Designskole og har været ansat hos JJW siden 2008. Hun har arbejdet med JJW Arkitekters indretnings- og designprojekter, herunder kulturprojekter, design og identitet, arealoptimering, hybride arbejdspladser, bygningsintegreret kunst og facilitering af organisationsforandringer.
Nicolaj Gjøg har en baggrund som tømrer og bygningskonstruktør og blev ansat hos JJW Arkitekter i 2008. Han betegnes som en central faglig kapacitet og projektleder i virksomhedens arbejde med eksisterende byggeri og kontraktstyring. Nicolaj Gjøg, der er uddannet byggeøkonom og har stor erfaring med almene processer, skal styrke ledelsen af arbejdet med det eksisterende byggeri og transformation i parløb med partner David Ploug. Samtidig bliver Nicolaj Gjøg ansvarlig for kvalitet og værktøjer i projekteringen.
Martin Oddershede er diplomingeniør i bygningsdesign. Han har talrige efteruddannelser inden for bæredygtighed og har været ansat i JJW Arkitekter siden 2019. Som bæredygtighedschef bidrager han aktivt til at accelerere JJW Arkitekters ansvarlighedsindsats og udmønte de forpligtelser, der følger med at være en B Corp certificeret arkitektvirksomhed.
Kilde: JJW Arkitekter.