Jorton får ny direktør

59-årige Johnny Hey overtager ledelsen af entreprenørvirksomheden i august efter en karriere i flere markante virksomheder.

Administrerende direktør Johnny Hey, Jorton. Foto: PR.
Administrerende direktør Johnny Hey, Jorton. Foto: PR.

Jorton har ansat Johnny Hey som ny administrerende direktør, oplyser entreprenørvirksomheden, der er en del af JBH Gruppen, i en pressemeddelelse.

Han tiltræder den 15. august 2026 og får ansvaret for at føre entreprenørvirksomheden videre i en tid, hvor byggebranchen fortsat er præget af hård konkurrence. Han afløser Lars Peter Jensen.

Johnny Hey er 59 år og bor i Aarhus. Han kommer fra en række ledende stillinger i store tekniske og projektbaserede virksomheder.

Senest har han været kommerciel direktør i Nordstern, og tidligere har han været administrerende direktør i Bravida samt haft ledende poster i G4S.

– Mit fokus bliver at skabe retning, styrke samarbejdet og sikre, at strategi omsættes til konkrete resultater i hverdagen. Samtidig tror jeg på, at de bedste resultater skabes gennem stærke relationer, klare mål og et tæt samarbejde på tværs af organisationen, udtaler Johnny Hey.

Koncerndirektør i JBH Gruppen og administrerende direktør i JBH Entreprise, Thomas Duedahl påpeger, at bestyrelsen har ønsket en leder, der kan samle organisationen og videreudvikle virksomheden.

– Johnny har stor erfaring med at skabe resultater i komplekse projektvirksomheder, og vi er overbeviste om, at han er den rette til at stå i spidsen for Jortons næste fase, udtaler koncerndirektøren.

Jorton havde i 2025 en omsætning på 1,16 milliarder kroner, mens bundlinjen bød på et underskud på omkring 50 millioner kroner, hvilket dog var en kraftig forbedring i forhold til året før, hvor underskuddet var på 117 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev