Kildedal i Ballerup. Illustration fra rammelokalplanen.
Kildedal i Ballerup. Illustration fra rammelokalplanen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Arealudviklingsselskabet Kildedal P/S har udpeget boligselskabet Vores Bolig ved Domea til at stå for byggeriet af de kommende almene boliger i den nye bydel, der udvikles i Ballerup Kommune.

Politikerne i kommunalbestyrelsen i kommunen har netop godkendt, at de almene boliger, som oprindeligt skulle ligge i de første byggefelter, i stedet bliver samlet i et nyt område.

Det sker efter ønske fra Vores Bolig/Domea, som vurderer, at de oprindelige placeringer i Byggefelt 1 og 2 er for dyre og teknisk vanskelige at realisere.

Vores Bolig/Domea, der står for det almene byggeri i området, peger på store terrænforskelle og behov for parkeringspladser i konstruktion som nogle af hovedårsagerne til, at et alment byggeri bliver for dyrt her. Trods nedslag i byggeretsprisen kan projektet ikke holdes inden for de økonomiske rammer, som gælder for almene boliger.

Flyttes til Byggefelt 4, 5 og 6

I stedet ønsker Domea at samle det almene byggeri i Byggefelt 4, 5 og 6. Her er terrænet mere jævnt, og parkeringen kan klares med et mobilitetshus, hvilket giver lavere anlægsomkostninger. Ved at samle 10.000 kvadratmeter almene boliger ét sted kan man desuden reducere både anlægs- og driftsudgifter.

Kildedal P/S, der står for udviklingen af hele bydelen, støtter ændringen. De peger på, at almene byggerier ofte tager længere tid end private, og at det derfor er en fordel at placere dem uafhængigt af øvrige byggerier. Kildedal P/S vil også undersøge muligheden for at give tilskud til parkeringsløsningen.

Formand for Klima- og Miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (S), slog på mødet i kommunalbestyrelsen fast, at hun gerne havde set, at de almene boliger blev spredt mere ud i den nye bydel. Men når det nu ikke kan lade sig gøre, er justeringen nødvendig, påpegede hun.

– For os som socialdemokrater er almene boliger faktisk slet ikke til diskussion – de er helt centrale for, at vi får skabt en blandet by, hvor alle mennesker kan få råd til at bo. Så vi bakker ganske enkelt op om denne justering, lød det fra udvalgsformanden.

– Det handler om at få bygget de almene boliger i området. Vi holder fast i målet og tilpasser placeringen, så det kan lade sig gøre i virkeligheden.

Selvom principperne for placeringen justeres, kræver det ikke ændring af kommuneplanen. Det skyldes, at de nye placeringer stadig er inden for de rammer, der allerede er fastlagt i Kommuneplan 2025 og det tilhørende tillæg for Kildedal By.

Støj og fremtidige byggerier

De almene boliger vil udgøre cirka 12 procent af det samlede boligareal i Byggefelt 4, 5 og 6 – og dermed bevares princippet om en by med forskellige ejerformer.

Et af formålene med at placere almene boliger i de oprindelige byggefelter var, at de samtidig skulle fungere som støjskærm for bagvedliggende bebyggelse. Hvis det almene byggeri ikke bliver til noget der, skal der findes andre løsninger – for eksempel privat etagebyggeri, som kan overholde støjgrænserne.

Hele Kildedal skal over de kommende 10-15 år udvikles med mellem 1.800 og 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser. De første 230 boliger skal bygges af PensionDanmark, som sammen med Ballerup Kommune ejer arealudviklingsselskabet Kildedal P/S. Pensionkassen bygger i det kuperede terræn.

Vores Bolig blev i oktober 2022 til ved en fusion af Boligselskabet Rosenvænget, Halsnæs Ny Boligselskab og Ballerup Boligselskab. Selskabet består af knap 3.000 boliger i kommunerne Frederikssund, Egedal, Gribskov, Halsnæs og Ballerup.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling