
Juul Frost Arkitekter gennemfører i begyndelsen af 2026 et planlagt og glidende generationsskifte.
Det oplyser arkitektfirmaet fra København i en pressemeddelelse.
Over det seneste år er ejerskabet gradvist overgået fra tegnestuens stiftere, Helle Juul og Flemming Frost, til Philip Krogh og Christian Hanak, som fremover står for den daglige ledelse og drift.
Philip Krogh tiltræder som administrerende direktør med ansvar for drift samt kontrakt- og projektforhold, mens Christian Hanak bliver udviklingsdirektør med fokus på strategi, opgavetilgang og samarbejder. Sammen skal de videreudvikle tegnestuens faglige profil inden for landskab, strategisk planlægning, nybyggeri og transformation.
Helle Juul og Flemming Frost fortsætter fortsat aktivt i arbejdet. Flemming Frost vil være involveret i projekter og bestyrelsesarbejde, mens Helle Juul fortsætter med by- og udviklingsopgaver samt internationale engagementer.
– Efter mere end tre årtier er tiden rigtig til at give næste generation plads. Vi har fuld tillid til, at Juul Frost videreføres med respekt for de værdier og den faglighed, som har båret tegnestuen siden begyndelsen, udtaler Helle Juul og Flemming Frost.
Samtidig sker der ændringer i bestyrelsen. Dorthe Petersen, administrerende direktør i PlanBørnefonden, træder efter eget ønske ud efter ti år.
Hun afløses af Katinka Hauxner, som har mange års erfaring med strategisk byudvikling og tidligere har været byudviklingschef hos A. Enggaard.






















