Juul & Nielsen skal færdigbygge nyt dialyseafsnit i Randers

Dialysen på Regionshospitalet Randers skal flytte for at gøre plads til nybyggeriet Vita. Juul & Nielsen skal stå for at færdiggøre byggeriet.

Det er nu afgjort, hvem der skal bygge et nyt dialyseafsnit på Regionshospitalet Randers.

Efter en begrænset licitation med forudgående prækvalifikation har Juul & Nielsen vundet opgaven som hovedentreprenør, skriver Regionshospitalet Randers i en pressemeddelelse.

På baggrund af evalueringen havde Juul & Nielsen givet det økonomisk mest fordelagtige bud. De vandt dermed opgaven over MT Højgaard, der også var prækvalificeret til at give tilbud på dialysebyggeriet.

– Juul & Nielsen A/S har allerede erfaringer med sygehusbyggeri. De ved derfor, hvad det kræver at bygge i et hus, der er i drift alle årets 365 dage. Derfor ser vi også frem til et godt og konstruktivt samarbejde, siger Henrik Larsen, hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers.

Regionshospitalet Randers skal have et nyt dialyseafsnit, fordi det nuværende dialyseafsnit ligger i en af de bygninger, der skal rives ned til fordel for hospitalets store udvidelse Vita.

I stedet placeres Dialysen nu ved hospitalets indgang B i et endnu ikke udnyttet råhus, der blev opført sammen med den nye akutafdeling i 2016.

– Vi er i Juul & Nielsen A/S glade for at have vundet hovedentrepriseudbuddet på det nye dialyseafsnit på Regionshospitalet Randers. Vi ser frem til et godt samarbejde med bygherre, rådgivere og vores mange gode underentreprenører på projektet, udtaler Michael Dannerfjord, direktør i Juul & Nielsen.

Budgettet for det nye dialyseafsnit beløber sig til cirka 32 millioner kroner. Byggeriet startes op i udgangen af januar 2025. Det forventes, at det nye afsnit kan tages i brug i første kvartal 2026.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling