Jysk har taget et markant grønt skridt ved at installere virksomhedens hidtil største solcelleanlæg ved distributionscentret i Radomsko i Polen.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Med næsten 4.000 paneler kan centret nu producere op til 30 procent af sit eget elforbrug fra vedvarende energikilder. Det gør anlægget til det første i Jysk, der er registreret som producent af vedvarende energi, og overskydende strøm sendes tilbage til elnettet.
– Med denne investering øger vi ikke blot vores distributionscenters energiuafhængighed, men vi bidrager også til at reducere vores CO2-udledning. Vi er stolte af at være kommet med på listen over distributionscentre, der producerer vedvarende energi, siger Natalia Swoboda, der er logistikdirektør for centret i Radomsko.
Solcelleanlægget består af paneler med en kapacitet på 450 watt-peak og kan, afhængigt af vejret, levere en årlig energiproduktion, der dækker en væsentlig del af centrets behov.
Det er samtidig en tilføjelse til Jysks voksende række af grønne initiativer, der allerede omfatter fem andre distributionscentre med solcelleanlæg. Når centrene i Lelystad og Almenara åbner, bliver tallet otte.
Tiltaget er en del af virksomhedens bæredygtighedsstrategi, ”A great offer for generations”, som blev lanceret i oktober 2024.
Strategien understøttes af klimamål godkendt af Science Based Targets initiative, hvor Jysk blandt andet har forpligtet sig til at reducere sine drivhusgasudledninger i Scope 1 og 2 med 50,4 procent inden regnskabsåret 2032 med 2022 som reference.























