Jysk kommune sætter 30.000 kvadratmeter til boligbyggeri til salg

For 4,65 millioner kroner er en storparcel på knap 30.000 kvadratmeter i parcelhusområde blevet sat til salg af jysk kommune.

Billund Kommune sætter nu en storparcel i Grindsted til salg og åbner dermed for nye boligprojekter i den vestlige del af byen.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Den 29.827 kvadratmeter store grund ligger i Morsbøl i et område, der er præget af parcelhuse, grønne omgivelser og kort afstand til byens faciliteter.

Ifølge Morten Winther Korsgaard, der er strategisk rådgiver for erhvervsudvikling og salg i Billund Kommune, oplever kommunen oplever i øjeblikket stor interesse for at bygge i området.

– Grundens størrelse og placering muliggør i den grad et spændende udviklingsprojekt, som vil kunne støtte op om den positive udvikling, vi ser i Grindsted, udtaler han.

I år alene er der udbudt mere end 80 byggegrunde rundt om i kommunen, og efterspørgslen er fortsat stigende.

Grindsted har omkring 10.000 indbyggere, og Hanssen Ejendomme og entreprenørvirksomheden Daugaard Pedersen har i byen planer om at bygge en ny retail park med over 30 butikker og op mod 1.000 arbejdspladser.

Grunden i Morsbøl skal bebygges som ét samlet projekt, og kan bebygges med tæt-lav boligbebyggelse i op til 3 etager i form af dobbelthuse, kædehuse, rækkehuse eller klyngehuse.

– Byprofilerne viste tydeligt, at der i vores byer er et stort ønske om at sikre en alsidig boligmasse til alle livets faser, hvor der er mulighed for at bo tæt på både natur, indkøbsmuligheder og velfærdstilbud, og som samtidig er til at betale, udtaler Billunds borgmester Stephanie Storbank (V).

Ifølge lokalplanen er bebyggelsesprocenten 50 procent på den enkelte ejendom, og de mindste grunde i udstykningen er 300 kvadratmeter.

Den vejledende pris er sat til 4,65 millioner kroner, og udbudsrunden løber frem til den 30. oktober klokken 12.

Læs mere om storparcellen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling