Jysk totalentreprenør bygger 44 sjællandske rækkehuse

Det godt 5.800 kvadratmeter store projekt omfatter 44 rækkehuse og et fælleshus. Boligerne skal certificeres til DGNB Guld.

Et nyt boligprojekt ser snart dagens lys i Trekroner ved Roskilde, hvor JCN Bolig skal opføre 44 rækkehuse og et fælleshus.

Det oplyser den jyske totalentreprenør i en pressemeddelelse.

Projektet udvikles i tæt samarbejde Nodo Arkitekter, Ekolab og ingeniørfirmaet Reeholm & Bredahl. Bygherre er Langehøjen ApS, der er ejet af byggefirmaet Jakon.

Samarbejdet begyndte i marts 2024, da JCN Bolig blev kontaktet af Langehøjen. I maj 2025 afgav JCN Bolig sit endelig tilbud, og efter forhandlinger og en grundig kontraktgennemgang er totalentreprisekontrakten nu underskrevet.

– Vi oplevede hurtigt, at Langehøjen ApS kunne spejle sig i vores værdier og tilgang til optimering og kalkulation, udtaler Michael Ørgaard, salgs- og markedschef for rækkehussektionen hos JCN Bolig.

– Vores åbne og transparente metode, konstruktive dialoger – blandt andet via åben bog, fokus på jordhåndtering og byggemodning – skabte en tryghed og tillid, som har været afgørende for samarbejdet.

Projektet i Langehøjen omfatter rækkehuse i to og 2,5 etager med et samlet boligareal på godt 5.800 kvadratmeter. Boligerne opføres efter DGNB Guld-standard.

Tilmeld Nyhedsbrev