Jysk har åbnet en ny butik i Bursa i Tyrkiet. Foto: PR.
Jysk har åbnet en ny butik i Bursa i Tyrkiet. Foto: PR.

Jysk har taget et nyt skridt på det tyrkiske marked med åbningen af sin første butik uden for Istanbul.

Den nye butik ligger i Bursa i Marmara-regionen og markerer starten på en mere offensiv ekspansion, hvor kæden planlægger at fordoble sit butiksantal i regnskabsåret 2025/26.

Det oplyser boligkæden i en pressemeddelelse.

Siden indtoget i Tyrkiet i maj 2023 har Jysk åbnet syv butikker i Istanbul. Den ottende butik i Bursa skal bringe kædens skandinavisk-inspirerede udvalg tættere på kunder i nye dele af landet.

– Vi er glade for at bringe Jysk til Bursa. Denne åbning er en milepæl i vores rejse mod at gøre vores produkter tilgængelige for flere kunder i hele Tyrkiet, udtaler Fatih Tezcan, Country Director for Jysk Tyrkiet.

Butikken i Bursa AS Outlet Shopping Centre åbnede 13. november og rummer 730 kvadratmeter.

Jysk oplever et stigende kundegrundlag i Tyrkiet, hvor både besøgstal og salg allerede ligger på niveau med de europæiske markeder. Kæden vil derfor åbne yderligere syv butikker frem mod august 2026 og nå op på i alt 15 butikker i landet.

– Tyrkiske kunder elsker skandinavisk design. Antallet af transaktioner ligger over gennemsnittet, og antallet af solgte enheder per kunde overstiger europæiske benchmarks – især inden for møbler og boligtilbehør, siger Fatih Tezcan.

Den næste bølge af butiksåbninger vil især koncentrere sig om vestkysten med byer som Izmir, Aydın og Tekirdağ, hvor efterspørgslen på haveprodukter og sommerhusindretning vurderes at være særlig høj.

Den voksende tilstedeværelse i Tyrkiet betyder også flere medarbejdere. Jysk har i dag 120 ansatte i landet, men forventer at nå over 200 inden for de kommende år.

Tilmeld Nyhedsbrev