Et år efter åbningen af de første butikker i Marokko melder den danske detailkæde Jysk om stor interesse fra kunderne og lægger nu op til en omfattende udvidelse med op til 70 nye butikker inden for de næste fem år.
Det oplyser møbelkæden i en pressemeddelelse.
Kæden åbnede sine to første butikker uden for Europa den 10. april 2025 i Casablanca. Siden er en tredje butik kommet til, og arbejdet med at finde nye placeringer er i fuld gang.
– Fra dag ét har vi oplevet en fantastisk efterspørgsel fra vores marokkanske kunder. Hvis jeg med én sætning skal beskrive vores tilstedeværelse i Marokko efter det første år, er det: Vi kan ikke åbne nye butikker hurtigt nok til at imødekomme vores kunders behov, siger Mikael Nielsen, Executive Vice President for Retail, Customer Service og B2B i Jysk.
Allerede til sommer åbner to nye butikker, først i Tanger i juni og derefter i hovedstaden Rabat i juli. Ambitionen er at finde yderligere otte til ti lokationer inden for det kommende år, mens byer som Fès og Marrakesh også indgår i planerne.
– Resultaterne fra vores første butikker viser, at vi kan skrue tempoet op for ekspansionen på det marokkanske marked, fordi vores gode tilbud er så populære blandt den marokkanske befolkning. Marokko er et dynamisk land i stor udvikling, og vi vil gerne ekspandere sammen med det generelle marked, siger Mikael Nielsen.
Jysk har i dag 60 ansatte i Marokko og forventer at udvide medarbejderstaben yderligere i takt med ekspansionen.
























