I dag markerede Jyske Bank en vigtig milepæl, da det første spadestik blev taget til bankens nye kontorbygning, Nordhus II, i Dandy Business Park nord for Vejle.
Det skriver banken i en pressemeddelelse.
Bagger-Sørensen Invest står bag nybyggeriet, der omfatter 5.000 kvadratmeter, hvoraf Jyske Bank bliver lejer i mere end halvdelen.
– Vi er stolte af, at vi nu også kan byde Jyske Bank velkommen, udtaler Tina Pedersen, administrerende direktør i Dandy Business Park.
– I dag tager vi første spadestik til Nordhus II, der er vores sidste skud på stammen og en udvidelse af erhvervsparken, der i dag består af ni huse på sammenlagt 35.000 kvadratmeter.
Om halvandet års tid vil banken samle sine godt 100 medarbejdere fra de nuværende afdelinger på Enghavevej og Hjulmagervej i kontorbygningen, der er tegnet af Erik Arkitekter.
– Vi har længe søgt efter det perfekte sted, hvor vi kan samle alle vores afdelinger under ét tag – og Nordhus II er det helt rigtige valg. Med en markant og meget synlig placering tæt på E45 får vi ikke kun nem adgang til hele vores store kundebase, men også en unik mulighed for at styrke vores brand, udtaler markedsdirektør for erhverv i Jyske Bank, Johnny Mortensen.
Det nye kontor vil samle afdelingerne for privat, private banking, erhverv, landbrug samt servicecenter og øvrige supportfunktioner. Jyske Bank forventer at tage det nye kontor i brug den 1. december 2026.























