
Fredensborg Kommune nu har indgået aftale med Jytas om byggeriet af to nye børnehaver til i alt 120 milioner kroner.
De skal bygges i henholdsvis Kokkedal og Fredensborg, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Børnehuset i Kokkedal skal ligge syd for Egedalshallen, hvor der i dag er parkeringsplads, mens den kommende børnehave i Fredensborg opføres på Lystholm som erstatning for det midlertidige byggeri, der huser daginstitutionen i dag.
De to børnehuse skal afhjælpe manglen på pladser til børn i alderen 0-6 år og får hver plads til omkring 110 børn. Begge børnehuse bliver opført i to etager og får et areal på cirka 1.100 kvadratmeter.
Borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen (S), fremhæver, at de to børnehuse i høj grad bygges af træ og ikke opføres på et fundament af beton. Desuden installeres der solceller på tagene.
– Vores børn og medarbejdere skal trives hver dag og have ordentlige forhold både indenfor og udenfor. Samtidig ønsker vi at bygge mest muligt bæredygtigt. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har en aftale på plads, som både lever op til vores ønsker og holder sig inden for budgettet, udtaler borgmesteren.
Indretningen tager udgangspunkt i pædagogiske principper, som kommunens ledelse og medarbejdere har været med til at fastlægge. Det betyder, at størstedelen af pladsen bruges på stuerne, hvor børnene opholder sig til daglig, frem for store fællesarealer. Hver stue får sin egen indgang og garderobe, så børnene nemt kan komme ud og lege, og så hverdagen bliver mere overskuelig.
Også udearealerne får stor betydning. Her indrettes legepladser med fokus på bevægelse, natur og leg i grønne omgivelser. Træer og beplantning skal skabe små kroge og huler, som børnene kan udforske, samtidig med at de voksne har godt overblik. Som noget særligt etableres der også en sansehave som en del af den kunstneriske udsmykning.
Børnehuset i Kokkedal placeres syd for Egedalshallen på et område, der i dag bruges til parkering. I Fredensborg opføres børnehuset på Lystholm som erstatning for den midlertidige daginstitution, der ligger der nu.
Der er afsat i alt 120 millioner kroner til de to byggerier. Opgaven er tildelt Jytas, som opfører børnehusene i samarbejde med Arkitektfirmaet Rum, landskabsarkitekter fra Arkplan og Ingeniørfirmaet Meldrup Pugholm. Kommunens bygherrerådgiver er Cowi i samarbejde med Arkitema.






















