Tirsdag den 1. oktober godkendte bestyrelsen i KAB, at Lisa Lund Holst ansættes i en nyoprettet stilling som ejendomsdirektør.
Det skriver boligorganisationen i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at hun tiltræder den 1. november.
– Jeg glæder mig til at bidrage til en mere bæredygtig og effektiv ejendomsdrift, hvor vi sammen kan skabe varige værdier for både beboere og miljø. At komme ind i en demokratisk virksomhed, som tør være både ambitiøs og innovativ for at nå målet om at skabe bedre boliger for alle, er virkelig et privilegium, udtaler Lisa Lund Holst.
Læs også: Efter stort prishop: Almene boliger skal renoveres for 136 millioner
– Den ambition glæder jeg til at stemple ind i sammen med kolleger og samarbejdspartnere i hele KAB-Fællesskabet.
Klart fokus og lederkompetencer
Hun kommer ifølge KAB med en baggrund inden for ledelse i den finansielle sektor, blandt andet fra Danmarks Eksport og Investeringsfond, Vækstfonden og Nykredit Realkredit.
KAB oplyser, at der var en bred ansøgerskare til den nye direktørstilling hos boligorganisationen, som udlejer og administrerer 65.000 almene og kommunale boliger i hovedstadsregionen og dermed er Danmarks største administrationsorganisation.
Læs også: Udløb af særlov kan sætte stopper for byggeri af almene boliger i København
– Lisas hovedopgave bliver at passe på og udvikle vores kunders store ejendomsporteføljer i samarbejde med et hus fyldt med ejendomsekspertise. Med sit klare fokus og lederkompetencer kan Lisa få en afgørende betydning for vores ønske om at skabe en reel forandring for kunderne og for vores aftryk på kloden, udtaler Jens Elmelund, administrerende direktør.
Lisa Lund Holst vil indgå i et tæt samarbejde med KAB digital og blandt andet få en andel i implementeringen af et nyt, digitalt system til bygningsdriften, oplyses det.