Mandag den 8. december får Verninge et helt nyt samlings- og mødested ved Verninge Mose.
Her vil en stor kran sænke den nye bygning på plads – et hus, der fremover skal bruges til fællesskab, naturformidling og undervisning.
Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.
Bygningen er skænket af Realdania, som i forbindelse med sit 25-års jubilæum har doneret nye mødesteder til omkring 150 fællesskaber i hele landet. Verninge er blandt de udvalgte og får nu sin egen Naturbase ved mosen.
– Det giver os en oplagt mulighed for at styrke fællesskabet og skabe et sted, som både lokalsamfundet, skolen og børnehaven kan bruge, udtaler Christine Jakobsen, der er forperson i Borgerforeningen for Verninge og Omegn.
Naturbasen er blevet til i et samarbejde mellem borgerforeningen, Verninge Landsbyordning, Hedeselskabet og Assens Kommune.
Den nye naturbase placeres i Verninge Mose, som ligger tæt ved Åsemosen og indgår i det store natur- og skovprojekt Holmehave.
Området er under udvikling for at styrke biodiversitet, beskytte grundvandet og mindske både kvælstof- og CO2-udledning. På sigt vil besøgende kunne læse om arbejdet med naturen, når formidlingen står klar i foråret.
Naturbasen består af to rum, hvoraf det største bliver åbent for alle. Bygningen står på en hævet træterrasse med rampe, så den er let at komme til for både kørestolsbrugere, barnevogne og gangbesværede.
Der etableres også et muldtoilet, og tæt ved ligger et shelter og et område med rigt dyreliv, som giver endnu flere muligheder for naturoplevelser.























