Hvidovre Kommune vil i de kommende år styrke beskyttelsen af kysten mod Kalveboderne, hvor stigende havvand og kraftigere storme skaber voksende risiko for oversvømmelser.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Kommunen går derfor i gang med en omfattende proces, hvor borgere, virksomheder og fagfolk sammen skal finde de bedste løsninger.
I mere end 10 år har Hvidovre arbejdet sammen med København, Tårnby og Dragør om en langsigtet stormflodssikring af hovedstadsområdet. En stormflodsport ved Kalvebodbroen er en central del af planerne, men den forventes først at stå klar om cirka 10 år. Indtil da er der behov for at styrke beskyttelsen af de boligområder, der ligger tæt på vandet.
Kyststrækningen langs Kalveboderne er kompleks med store naturområder, fredninger og nærhed til Natura2000-området Vestamager. Derfor findes der ikke én løsning, som kan sikre hele kysten.
I stedet indleder Hvidovre en ny proces, hvor flere aktører skal udarbejde scenarier og fleksible løsningsmodeller efter en metode udviklet i Holland og allerede anvendt med succes i flere danske kommuner.
– Forventningen er, at vi inden for et år, har en plan for, hvad vi skal gøre for at stormflodssikre langs med Kalveboderne, og vi ser meget frem til dialogen med borgere og virksomheder, udtaler formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Kristina Young fra Hvidovrelisten.
– Kommunens Center for Plan og Miljø er allerede i dialog med grundejerforeninger i Hvidovre Syd, som har gode input og perspektiver, som kan indgå i arbejdet.
Kommunens Center for Plan og Miljø er allerede i dialog med lokale grundejerforeninger, der bidrager med vigtige perspektiver.
I første halvår af 2026 inviteres borgere og virksomheder til en række workshops om stormflodssikringen. Den kommende handleplan skal samtidig indgå i det samlede grundlag for stormflodssikring af hele København.






















