Sommerhuse ved Vestkysten i Blokhus. Foto: Dansk Byudvikling.
Sommerhuse ved Vestkysten i Blokhus. Foto: Dansk Byudvikling.

Danskere, der går på jagt efter sommerhus op til påske, møder i år et marked med færre valgmuligheder og højere priser end i 2025.

Nye tal fra Finans Danmark viser, at udbuddet af sommerhuse er faldet markant, samtidig med at priserne er steget.

Det skriver interesse- og arbejdsgiverorganisationen for blandt andet penge- og realkreditinstitutter i en pressemeddelelse.

Ved udgangen af februar var der 4.226 sommerhuse til salg på landsplan, hvilket er et fald på knap 17 procent sammenlignet med året før. Samtidig er de gennemsnitlige udbudspriser steget med cirka 6 procent.

Ifølge Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og ejendomsfinansiering hos Finans Danmark, følger markedet for sommerhuse nu samme mønster, som vi har set på ejerboligmarkedet det seneste år.

–  Der er simpelthen færre sommerhuse at vælge imellem, og priserne er i nogle områder steget kraftigt, udtaler Peter Jayaswal.

Udviklingen dækker dog over store geografiske forskelle. Øst for Storebælt er priserne steget kraftigt med knap 17 procent, mens stigningen vest for Storebælt har været mere afdæmpet på omkring 2,6 procent.

Især i områder som Nord- og Østsjælland er efterspørgslen høj, og markedet er præget af stigende priser og stor konkurrence blandt køberne.

Trods de generelle prisstigninger er der fortsat mulighed for at forhandle. Sommerhuse, der fik justeret prisen i februar, blev i gennemsnit sat ned med omkring 175.000 kroner. De største prisnedslag ses i Vest- og Sydsjælland samt i Sydjylland, hvor afslagene i gennemsnit ligger tæt på 250.000 kroner.

– Vi kan se, at der på tværs af landet stadig er gode muligheder for købere, der vil forhandle om prisen. Det er vigtigt at huske, at selvom der generelt er færre sommerhuse til salg, betyder det ikke nødvendigvis, at alle sælgere kan holde fast i deres oprindelige udbudspris, udtaler Peter Jayaswal.

Samlet set peger udviklingen på et strammere sommerhusmarked med færre boliger, stigende priser og øget konkurrence. Samtidig understøttes efterspørgslen af stabile renter, høj beskæftigelse og en generelt solid privatøkonomi, selv om den internationale situation fortsat er usikker.

Tilmeld Nyhedsbrev