Kapitalforvalter bliver ny ejer af Nordstern

Kapitalforvalteren Pemberton Asset Management overtager entreprenørkoncernen Nordstern fra tyske ActivumSG.

Administrerende direktør for Nordstern Morten Chrone. Foto: Helle Moss.
Administrerende direktør for Nordstern Morten Chrone. Foto: Helle Moss.

Entreprenørkoncernen Nordstern får ny ejer. Tyske ActivumSG træder ud, mens kapitalforvalteren Pemberton Asset Management overtager ejerskabet.

Det skriver EjendomsWatch.

Pemberton har i forvejen været finansiel samarbejdspartner og långiver for Nordstern.

Der er ifølge mediet ikke offentliggjort økonomiske detaljer om handlen. Ifølge Nordstern skal det nye ejerskab styrke fokus på kerneforretningen, forbedre lønsomheden gennem stram omkostningsstyring og skabe grundlag for fremtidig vækst.

– Ejerskiftet har ikke betydning for vores kunder eller samarbejdspartnere, som vi fortsætter med at levere til som aftalt, udtaler Morten Chrone, administrerende direktør i Nordstern, ifølge EjendomsWatch i en pressemeddelelse.

– Den nye ejerskabsstruktur giver os mulighed for at styrke vores fokus på kernen og forbedre de dele af forretningen, hvor vi ser det største udviklingspotentiale i fremtiden.

Ejerskiftet sker efter en turbulent periode. I juli blev det omtalt, at holdingselskabet bag Nordstern havde nedskrevet værdierne med 1,6 milliarder kroner. Det sendte egenkapitalen i minus med mere end en milliard kroner.

Pemberton bakker samtidig op om Nordsterns nuværende strategi og vil sammen med ledelsen arbejde videre med virksomhedens udvikling, skriver EjendomsWatch.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev