Nogenlunde midt imellem Vejle og Billund ligger Ødsted.
Trods sin beskedne størrelse med omkring 1.500 indbyggere har landsbyen både en børnehave, en skole, en SFO, en idrætshal, en tankstation, et pizzeria og en Dagli’ Brugsen.
Og på Ribevej ligger Mølkjær Kro, som kan se frem til at få udvidet sit kundegrundlag.
Fire private lodsejere har nemlig anmodet Vejle Kommune om en ny lokalplan for landbrugsejendommene på et 130.000 kvadratmeter stort areal over for kroen.
Læs også: Trio fra minkbranchen bag plan om 170 nye boliger i udviklingsområde i Vejle
Lokalplanen skal bane vejen for et nyt boligområde vest for Ribevej og Mølkærvej. Her skal der efter planen bygges 78 rækkehuse, 25 parcelhuse og 14 kompaktparcelhuse.
Rækkehusene skal opføres på grunde på mellem 300 og 500 kvadratmeter, mens parcelhusene skal bygges på grunde på mellem 700 og 1.200 kvadratmeter. Endelig skal de 14 kompaktparcelhuse opføres på grunde på mellem 400 og 600 kvadratmeter.
Det kommende boligområde får vejadgang fra Ribevej. Den nuværende tilslutning mellem Mølkærvej og Ribevej ændres, så der kommer en venstresvingsbane på Ribevej ind til det nye boligområde med krydsningshelle for bløde trafikanter. Mølkærvej får et sving og tilsluttes den nye stamvej i stedet for Ribevej.
Politikerne i Teknisk Udvalg i Vejle har besluttet at igangsætte arbejdet med en ny lokalplan for det kommende boligområde.
Læs også: Revideret plan for 65 boliger mellem Vejle og Hedensted
Bag udviklingen af de nye boliger står selskabet Kronhusene, der er 75 procent ejet af det svenske ejendomsselskab Niam og 25 procent ejet af den danske husbygger Milton Huse.
Kronhusene blev stiftet i juni 2023 med en ambition om at bygge 500 rækkehuse om året, og i løbet af selskabets første leveår blev projektering og byggeriet af cirka 650 boliger sat i søen. Selskabet havde den 31. december 2023 en egenkapital på 367 millioner kroner.