Kendte arkitekter får (næsten) grønt lys til at genskabe badehotel

Kendt arkitektpar er efter flere års kamp meget tæt på at have tilladelsen på plads, så ikonisk badehotel og danserestaurant kan genskabes.

I en selskabshandel købte arkitekter Dorte Mandrup og Louis Becker i 2020 Sommerlyst ved Marstal på Ærø for at genskabe det gamle badehotel i Det Sydfynske Øhav.

Det blev i februar 2022 afvist af Kystdirektoratet med henvisning til, at ejendommen er registreret som privatbolig. Begrundelsen var, at en genoplivning af Sommerlyst ville belaste naturen mere, end hvis ejendommen fik lov til at stå hen.

I november 2024 smed By-, Land- og Kirkeministeriet en redningskrans efter projektet, der blev udpeget som ét ud af ni turismeprojekter med forsøgstilladelse gennem planlovens initiativ for kyst- og naturturisme.

Projektet var igen kommet op at flyde, og kursen var sat mod en genoplivning og nyfortolkning af det historiske badehotel og danserestaurant.

Nu er lokalplanen for projektet også blevet vedtaget af politikerne i kommunalbestyrelsen i Ærø Kommune, og dermed er plangrundlaget næsten på plads. Projektet mangler blot en særskilt dispensation fra kystbeskyttelseslinjen fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

– Jeg kan ikke forestille mig, at man ikke får denne godkendelse, for det er jo en tilladelse, man har fået inde fra samme styrelse. Det er en ren formalitet, beroligede formand for teknik-, miljø- og havneudvalget, Leo Holm (K), på mødet i kommunalbestyrelsen, hvor lokalplanen for projektet blev endeligt vedtaget.

Oprindelige bygninger genopbygges

Arkitekterne Dorte Mandrup og Louis Becker vil genskabe Sommerlyst Badehotel på Ærø.
Arkitekterne Dorte Mandrup og Louis Becker vil genskabe Sommerlyst Badehotel på Ærø.

Projektet med navnet Sommerlyst Badehotel omfatter genopbygning af de oprindelige bygninger, der tidligere husede det ikoniske Sommerlyst.

I forbindelse med projektet har Dorte Mandrup og Louis Becker allieret sig med restaureringsarkitekten Artifo ved arkitekt Christina Kjerulff.

Planen er at skabe et moderne badehotel med en kapacitet på 30-35 sengepladser fordelt på luksuriøse værelser, samt en gourmetrestaurant, der vil byde på kulinariske oplevelser af høj kvalitet.

Desuden vil hotellet få en mindre badebro, der giver gæsterne direkte adgang til havet og skaber en autentisk badehotelsoplevelse i naturskønne omgivelser.

Den eksisterende bebyggelse på omkring 700 kvadratmeter udvides til i alt 1.000 kvadratmeter.

Der etableres i alt otte dobbeltværelser med bad i den oprindelige hovedbygning, og ønsket er at ombygge og udvide den tidligere stald til fem dobbeltværelser med bad. Dermed får hotellet i alt 13 værelser.

Arkitekterne Dorte Mandrup og Louis Becker vil genskabe Sommerlyst Badehotel på Ærø.
Arkitekterne Dorte Mandrup og Louis Becker vil genskabe Sommerlyst Badehotel på Ærø.

Alene driften af badehotellet forventes at medføre oprettelse af fem fuldtidsstillinger og fem-otte timelønnede medarbejdere.

Lokalplanen stiller krav om, at eksisterende bebyggelse fra før 1945 skal bevares i sit ydre med hensyn til materialer, overflader og arkitektur.

Til gengæld er bygninger, der er opført efter 1945, ikke bevaringsværdige, og de må gerne nedrives.

Sommerlyst blev oprindeligt indviet i 1896. Fra århundredeskiftet og frem til 1984 var Sommerlyst Ærøs største dansested med livemusik og diskotek. Herefter blev dansesalen omdannet til en lille ridehal, og de resterende bygninger blev anvendt til bolig og faciliteter til rideskolen.

Bygningerne og haven forfaldt langsomt. En del af haven blev ryddet til ridebane, mens den resterende del voksede til. Rideskoleaktiviteten ophørte omkring år 2008, og ejendommen har siden haft to ejere, der begge har ønsket igen at drive restaurationsvirksomhed. Nu ser det ud til at lykkes.

Tilmeld Nyhedsbrev