René Nygaard, direktør i IQ Energy (til venstre) og Peter Lange, driftsdirektør i KFI. Foto: PR.
René Nygaard, direktør i IQ Energy (til venstre) og Peter Lange, driftsdirektør i KFI. Foto: PR.

KFI Erhvervsdrivende Fond har nu samlet energidata fra alle sine 157 ejendomme på én fælles digital platform.

Løsningen giver et næsten øjeblikkeligt overblik over forbruget af el, varme og vand og gør det muligt hurtigt at reagere, når der opstår udsving eller spild, skriver fonden i en pressemeddelelse.

Med det nye system kan KFI følge energiforbruget helt ned på den enkelte ejendom og det enkelte lejemål. Det giver et mere præcist grundlag for både daglig drift, investeringer og klimaarbejde, herunder opgørelse af udledning af CO2.

Ifølge driftsdirektør Peter Lange betyder den nye løsning, at fonden kan prioritere indsatserne der, hvor de giver størst effekt.

– Vi kan nu måle vores energiforbrug i nær-realtid – på tværs af el, vand og varme – og handle med det samme. Det styrker vores daglige drift, vores investeringsbeslutninger og gør samtidig vores klimaregnskab langt mere retvisende, udtaler Peter Lange.

Projektet er blevet rullet ud over det seneste år og har krævet ny teknisk infrastruktur samt sammenkobling af eksisterende systemer og forsyningsdata. Resultatet er én samlet platform.

KFI er Danmarks største uafhængige udlejer til dagligvarehandlen, og arbejdet med energiovervågning begyndte allerede i 2015 som et lille pilotprojekt i én butik. I dag er løsningen fuldt implementeret i hele landet.

Direktør i IQ Energy, René Nygaard, peger på, at projektet placerer KFI blandt de førende aktører inden for energistyring i ejendomsbranchen.

– At udrulle en digital energiplatform i denne skala kræver både høj teknisk kompetence og en stærk organisatorisk forankring. KFI har med denne løsning sat en ny standard for datadrevet energistyring i ejendomsbranchen, udtaler René Nygaard.

Næste skridt for KFI er at omsætte de mange data til konkrete handlinger, der kan forbedre driftseffektiviteten og understøtte en langsigtet og mere målrettet indsats for energibesparelser i ejendommene.

Tilmeld Nyhedsbrev