En nedrivning af Danmarks Akvarium skal bane vejen for et nyt projekt. Illustration: Aart Architects.
En nedrivning af Danmarks Akvarium skal bane vejen for et nyt projekt. Illustration: Aart Architects.

Torsdag 27. august holder Gentofte Kommune borgermøde om fremtiden for det tidligere Danmarks Akvarium i Charlottenlund Slotshave, skriver SN.dk.

Kim Fournais, som i 2024 købte ejendommen på Jægersborg Alle 1E, af NPV for 37,5 millioner kroner, vil præsentere sit projekt sammen med sin arkitekt og bygherrerådgiver.

Planen er rive den eksisterende bygning ned og opføre en ny med blandt andet et fitness- og spacenter i kælderen, restaurant på flere etager samt et kulturhus med blandt andet koncerter, teater, udstillinger, foredrag og konferencer.

Ifølge Kim Fournais står og falder hele projektet med, om han får lov til at rive bygningen ned.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

– Det er ikke helligbrøde at rive en pilrådden bygning ned. Historien har talt sit eget sprog. Bygningen ligger som en ruin, vind og vejr har ødelagt den. Der er graffiti over det hele, og uønskede gæster har svinet den til gennem mange år. Det var et flot hus, men det er det altså ikke længere, siger Kim Fournais til SN.dk.

Et centralt element er et underjordisk parkeringsanlæg i to etager. Det skal fjerne bilerne fra den nuværende parkeringsplads og dermed genskabe udsigten fra Charlottenlund Slot mod Øresund.

Kim Fournais siger, at mindst 20 procent af det nye hus skal bruges til kulturelle formål. Han erkender samtidig, at projektet også skal være en forretning, men fremhæver, at han vil skabe et nyt byggeri, som efter hans opfattelse kan blive til glæde for både kommunen og offentligheden.

Projektet kræver en ny lokalplan og godkendelser fra flere offentlige myndigheder. Blandt andet skal Fredningsnævnet for København tage stilling til nedrivningen af den eksisterende bygning, mens Slots- og Kulturstyrelsen skal godkende parkeringsanlægget på en del af arealet.

Lokalplanprocessen er sat i gang, og borgermødet finder sted på Gentofte Rådhus 27. august klokken 19.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev