Det danske selskab Mobilhouse blev etableret i 1961, og har igennem mange år produceret, udlejet og solgt mobile skurvogne. Siden 2017 har selskabet skiftet strategisk fokus fra mobile skurvogne til udlejning af modulære bygninger til mange forskellige formål.

Kapitalfonden Adelis har ejet Mobilhouse siden 2019, men Kirk Kapital vil fremadrettet eje 50 procent, mens Steffen Thomsen, Martin Mikkelsen og ledelsen vil eje de resterende aktier i selskabet. Handlen blev underskrevet og gennemført den 23. november 2022. Det skriver Kirk Kapital i en pressemeddelelse.

– Midlertidigt byggeri vinder i stigende grad frem som en effektiv og bæredygtig måde at få opfyldt et behov for flere lokaler. Mobilhouse adresserer dette marked med omkostningseffektive og fleksible løsninger. I tillæg så er Mobilhouse en af de få aktører i markedet som kan levere svanemærkede modulbyggerier. Vi er derfor begejstrede for at blive aktionær i Mobilhouse, og ønsker at støtte op omkring en plan, hvor Mobilhouse skal investere væsentlige midler i at udbygge porteføljen af bæredygtige modulløsninger, udtaler Kim Gulstad, administrerende direktør i Kirk Kapital, i meddelelsen.

Mobilhouse leverer moduler til både offentlige og private kunder i Danmark. Modulerne kan kombineres og flyttes efter behov, og de eliminerer ofte behovet for at bygge nyt permanent byggeri.

Siden 2019 har Steffen Thomsen været i selskabets bestyrelse. I forbindelse med gennemførslen af transaktionen, fortsætter Steffen som aktionær og bliver bestyrelsesformand for Mobilhouse.

– Med det strategiske skifte for nogle år siden, har Mobilhouse nu fået etableret en stærk og skalerbar forretning, drevet af en kompetent ledelse, siger Steffen Thomsen.

Benny Møller fortsætter som administrerende direktør i Mobilhouse. Han glæder sig også til at accelerere selskabets vækst yderligere i de kommende år.

– Aktiviteten i Mobilhouse har aldrig været højere, og jeg ser frem til at accelerere den yderligere i de kommende år, udtaler Benny Møller.

Kirk Kapital er et familieejet investeringsselskab, der ejes af Kirk Johansen-familien. Kirk Johansen-familien er efterkommere af Ole Kirk Christiansen, som etablerede LEGO. Kirk Kapital forvalter cirka 14 milliarder kroner, der er investeret i strategiske investeringer og finansielle investeringer.