Kirppu åbner sin første butik på Amager

Den 12. april åbner Kirppu sin 34. butik. Det sker i Kastrup, og den lokale opbakning er allerede stor, lyder det fra loppesupermarkedskæden.

Når Kirppu slår dørene op til en ny butik på Kirstinehøj 47A i Kastrup, markerer det samtidig loppesupermarkedskædes første butik på Amager.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra den ekspansive kæde, der i august 2014 blev stiftet af Morten Bøjland og Claus Andreassen med den første Kirppu-butik i Hillerød.

Siden har kæden været inde i en tiltagende vækst. Konceptet, hvor privatpersoner kan leje en stand og sælge deres ting uden selv at være til stede, har vist sig at være populært over hele landet.

Læs også: Kendt duo på vej med markant udvidelse af butiksområde

– Vi er glade for at kunne bringe Kirppu til Amager og give endnu flere mulighed for at sælge deres brugte ting på en nem og overskuelig måde, udtaler driftschef i Kirppu, Pernille Seidenfaden.

– Interessen for genbrug har været stødt stigende i mange år, samtidig med at behovet for convenience i en travl hverdag stiger. Med butikken i Kastrup giver vi endnu flere mennesker muligheden for at handle brugt og forlænge levetiden på sine ting.

Åbningen i Kastrup markeres lørdag den 12. april fra klokken 10-17.

Kirppu har i alt 33 butikker, og kæden har en årlig omsætning på over 300 millioner kroner.

Praktiske oplysninger

  • Dato: Lørdag den 12. april 2025
  • Tid: Klokken 10-17
  • Sted: Kirppu, Kirstinehøj 47A i Kastrup

Kilde: Kirppu.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling