Klimabevægelsen trækker del af sag mod Lynetteholm tilbage

Retssagen om påvirkning af Østersøens vandgennemstrømning droppes, mens den øvrige sag fortsætter ved Østre Landsret.

Østre Landsret. Foto: Dansk Byudvikling.

Klimabevægelsen i Danmark har valgt at frafalde den del af retssagen mod Transportministeriet og By & Havn, som handler om Lynetteholms mulige påvirkning af vandgennemstrømningen til og fra Østersøen.

Det skriver By & Havn i en pressemeddelelse.

Sagen blev anlagt i 2021 og handler overordnet om, hvorvidt anlægsloven for Lynetteholm er i strid med blandt andet europæiske miljøregler.

Østre Landsret vurderede allerede i 2024, at der ikke var grundlag for at standse arbejdet med projektet midlertidigt, mens sagen behandles. Landsretten lagde blandt andet vægt på omfattende miljøundersøgelser og tekniske vurderinger af projektets konsekvenser for havmiljøet.

Retten fandt samtidig ikke grundlag for Klimabevægelsens påstande om, at Lynetteholm ville skade vandgennemstrømningen i Østersøen væsentligt eller være i strid med internationale regler om miljøhøringer.

– Det er positivt, at Klimabevægelsen nu vælger at frafalde den del af sagen, som handler om påvirkningen af Østersøen og vandgennemstrømningen, og at validiteten af den hydrografiske model, som er blevet brugt til at måle Lynetteholms påvirkning af Østersøen samt andre projekter, nu er slået fast, udtaler administrerende direktør Anne Skovbro fra By & Havn.

Klimabevægelsen fortsætter dog den del af sagen, der handler om, hvorvidt den samlede udvikling af Lynetteholm med byudvikling, metro og vejforbindelser burde have været miljøvurderet samlet fra begyndelsen.

By & Havns advokat Jacob Schall Holberg fra Bech Bruun fastholder, at projektet er behandlet efter gældende danske og europæiske regler for store infrastrukturanlæg.

– Vi mener derfor fortsat, at projektet lever op til både dansk lovgivning og EU-retten, og det vil vi sammen med Transportministeriet redegøre for i den videre behandling af sagen. udtaler Jacob Schall Holberg.

Arbejdet med Lynetteholm fortsætter derfor som planlagt. By & Havn er i gang med at færdiggøre perimeteren i Københavns Havn, som forventes afsluttet kort efter sommeren. Den resterende del af retssagen ventes behandlet ved Østre Landsret i 2027.

I alt omfatter Lynetteholm 270 hektar, hvor der skal bygges knap 3,12 millioner etagemeter, hvoraf næsten 2 millioner etagemeter skal være boliger.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev