KLP køber boligbyggeri i Sydhavnen af Patrizia for 690 millioner kroner. Foto: PR.
KLP køber boligbyggeri i Sydhavnen af Patrizia for 690 millioner kroner. Foto: PR.

Den norske ejendomskoncern KLP har købt ejendommen Nordre Teglkaj 12-46 på Teglholmen i Københavns Sydhavn af investeringsselskabet Patrizia for 690 millioner kroner.

Købet markerer KLPs første investering i danske udlejningsboliger, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Købet sker gennem KLPs boligselskab Nordic Residential Properties, som er etableret for at opbygge en større portefølje af boligudlejningsejendomme i Danmark. Ifølge administrerende direktør Bettina Lange passer investeringen ind i koncernens langsigtede vækststrategi, hvor målet er at skabe stabile afkast og udvide aktiviteterne på det danske marked.

– Vort fokus er nu at opbygge en betydelig boligportefølje, og denne ejendom er et godt udgangspunkt med stabilt vækstpotentiale og afkast, udtaler Bettina Lange.

Investeringsdirektør Tov Sønsterud oplyser, at KLP nu vil fortsætte jagten på flere boligprojekter med attraktive beliggenheder. Koncernen ønsker samtidig at sprede investeringerne mellem boliger, kontorer og hoteller.

Overtagelsen af ejendommen finder sted den 31. august 2026. KLP er i dialog med danske aktører om den fremtidige administration og drift af ejendommen.

Ejendommen er opført i 2016 og rummer 127 lejligheder og terrassehuse fordelt på cirka 12.500 kvadratmeter. Den ligger i den nordlige del af Teglholmen, og blev i sin tid udviklet og opført af FB Gruppen og RHB Development i et joint venture.

Arkitekterne bag byggeriet var Arkitema med Midtconsult som ingeniør, mens IngCon både var ingeniør og totalentreprenør.

I forbindelse med handlen er KLP blevet rådgivet af Bruun & Hjejle Advokatpartnerselskab, Sweco Danmark og PWC, mens CBRE har været sælgerrådgiver.

KLP Ejendomme har siden etableringen i 2000 opbygget en dansk ejendomsportefølje med 10 ejendomme i København og Aarhus til en samlet værdi på omkring 9 milliarder kroner. Koncernen er ejet af Kommunal Landspensjonskasse, som er Norges største pensionsselskab.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev