Knap 150 sundhedsskadelige rækkehuse skal rives ned og genopbygges

I et projekt til over 300 millioner kroner skal næsten 150 rækkehuse rives ned til soklen og genopføres som moderne boliger.

Aabenraa Andelsboligforenings afdeling 18 på Hørgård skal renoveres for over 300 millioner kroner. Rækkehusene nedrives og genopbygges. Foto: Klimadatastyrelsen.
Aabenraa Andelsboligforenings afdeling 18 på Hørgård skal renoveres for over 300 millioner kroner. Rækkehusene nedrives og genopbygges. Foto: Klimadatastyrelsen.

Politikerne i byrådet i Aabenraa Kommune skal snart tage stilling til et stort renoveringsprojekt i Aabenraa Andelsboligforenings afdeling 18 på Hørgård 27-327.

Afdelingen består af 149 familieboliger fra perioden 1979 til 1982, og bygningerne har så alvorlige problemer med fugt, råd og ventilation, at almindelig vedligeholdelse ikke længere er nok.

Ifølge Salus Boligadministration, der i samarbejde med Kuben Management står bag projektet, er en gennemgribende løsning nødvendig for at sikre både bygningernes stand og en stabil udlejning i fremtiden.

Brian Skou Juhler Larsen, der er projektchef hos Salus Boligadministration, fortæller til JyskeVestkysten, at årsagen til den omfattende renovering, at boligerne er opført som såkaldt trækassettebyggeri med punktfundamenter. Det giver anledning til store problemer.

– Gulvene gynger, og når der kommer fugt ind i trækassetterne, så skaber det råd. Og da de bærende vægge står oven på gulvet, så kan man ikke gå ind og reparere uden at fjerne gulvet – så vil huset falde sammen som et korthus, siger han til avisen.

Planen er at nedrive alle boliger til soklen og genopføre dem som nye moderne rækkehuse.

Den samlede anlægssum er beregnet til 309 millioner kroner, og beboerne og foreningens hovedbestyrelse har godkendt projektet.

Beboerne må forberede sig på en huslejestigning på knap 39 procent. I en gennemsnitlig bolig på 82 kvadratmeter vil huslejen stige fra 5.416 kroner til 7.513 kroner om måneden. En del af stigningen dæmpes af støtte fra Landsbyggefonden, og lejere med lave indkomster kan søge boligstøtte.

Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter har haft sagen på dagsordenen, og udvalgsmedlemmerne anbefaler projektet godkendt.

Afdelingens samlede boligareal er på 12.200 kvadratmeter, og de enkelte boliger er mellem 70 og 108 kvadratmeter.

Tilmeld Nyhedsbrev