Knap 260 lejligheder på tegnebrættet i omdannelsesområde

Kommunen vil sætte gang i en ny lokalplan, der kan bane vejen for et 21.200 kvadratmeter stort byggeri med boliger og erhverv.

Et flertal i Plan- og Byudviklingsudvalget i Albertslund Kommune har sagt ja til at igangsætte arbejdet med en ny lokalplan for Murervangen 2 og 42 med et samlet grundareal på godt 11.000 kvadratmeter.

Lokalplanen skal gøre det muligt at omdanne de nuværende erhvervsejendomme i Hersted Industripark til et nyt område med boliger, erhverv og grønne fællesarealer.

Projektet er udviklet af AG Gruppen i samarbejde med Juul Frost Arkitekter, og det omfatter omkring 21.200 kvadratmeter byggeri fordelt på cirka 257 lejligheder med to, tre eller fire værelser. Dertil kommer 775 kvadratmeter lokaler til kontor- og serviceerhverv i stueetagen ud mod Smedeland.

Bebyggelsen planlægges som to karréer i fem-seks etager med et tårn på otte etager på hjørnet af Smedeland og Murervangen.

På Murervangen 2 skal der bygges 146 boliger med et samlet etageareal på godt 12.300 kvadratmeter, mens der på Murervangen 42 skal bygges 111 lejligheder med et samlet etageareal på 8.900 kvadratmeter.

Samlet bliver lejlighederne gennemsnitligt 80 kvadratmeter store. Omkring 10 procent bliver små lejligheder på mellem 45 og 54 kvadratmeter.

Planerne omfatter også en fælles parkeringskælder, et overdækket parkeringsanlæg med aktivitetsområde på taget, grønne gårdrum, tagterrasser og cykelparkering. Omkring 6.000 kvadratmeter fælles opholdsarealer skal skabe plads til leg, ophold og fællesskab mellem beboerne.

Parkeringskælderen etableres under Murervangen 2, og udvides ved udviklingen af Murervangen 42 til én samlet parkeringsløsning med fælles nedkørsel fra Murervangen. I alt bliver der pladser til 209 biler.

Udbygningen forventes at ske i etaper. Først skal snedkervirksomheden Q-Railing på Murervangen 2 flytte, mens udviklingen af Murervangen 42 afhænger af, hvornår medicinalvirksomheden Saniona forlader området.

Samtidig skal projektets miljømæssige konsekvenser undersøges som en del af det videre planarbejde.

Enhedslisten stemte imod igangsætningen af lokalplanlægningen, mens SF undlod at stemme, da sagen blev behandlet i Plan- og Byudviklingsudvalget.

Saniona ejer grunden på Murervangen 42, mens Murervangen 2 ejes af Rent Estate ved Frank Buch-Andersen, som ligeledes ejer en grund på Smedeland 7, hvor AG Gruppen også er involveret i et boligprojekt.

Området ligger tæt på letbanestationen i Hersted og er i kommuneplanen udpeget til blandet bolig- og erhvervsudvikling.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev