Knap 7.000 kvadratmeter seniorbofællesskab på tegnebrættet i Aalborg

Lokal bilhandler ejer grunden på hjørnet af Skibsbyggerivej og Østerport i Aalborg, hvor der efter planen skal bygges et seniorbofællesskab.

Et nyt seniorbofællesskab er på tegnebrættet på hjørnet af Skibsbyggerivej og Østerport i Aalborg.

Lokalplanen for det 3.630 kvadratmeter store område skal efter planen godkendes i midten af 2026 og skal bane vej for en moderne bebyggelse med lejligheder, fællesfaciliteter, grønne uderum og en parkeringskælder.

Planen skal give mulighed for nybyggeri i form af en åben karrebebyggelse i fire-seks etager med varieret arkitektur og et samlet etageareal på op til 6.850 kvadratmeter.

Bebyggelsen får både fælles gårdrum, tagterrasser og private altaner, mens grønne kantzoner langs vejene skal skabe et imødekommende miljø. I stueetagen åbnes der desuden for kontorer og publikumsrettede funktioner. En vendeplads og adgang til en delvist nedgravet parkeringskælder etableres under dele af bebyggelsen.

Projektet erstatter de nuværende erhvervsbygninger i en-to etager, hvor Seat tidligere havde bilhandel.

Den arkitektoniske linje lægger op til facader i tegl og metal, mens træ bruges på udvalgte bygningsdele. Beplantning bliver en integreret del af byggeriet med plantekasser ved altaner og grønne tagflader.

Grunden ejes gennem et ejendomsselskab af Thomas Munk Aarup, der er direktør og indehaver af Indkilde Auto.

Dansk Byudvikling har uden held forsøgt at få en kommentar fra direktøren, som i forbindelse med udviklingen af de kommende boliger har allieret sig med PlusArkitekter.

Udviklingsområdet ligger i lidt af et ingenmandsland mellem Østre Havn, Øgadekvarteret og Vejgaard.

Tidligere har der blandt andet været planer om at bygge en biograf i området, som under alle omstændigheder står over for en omfattende forandring.

Efter en tre år lang forhandlingsproces købte Bygningsstyrelsen i april 2025 FOA Nordjyllands tidligere domicil for 67 millioner kroner samt en nabogrund af Aalborg VVS-Service for 10 millioner kroner med henblik på at bygge et 15–20.000 kvadratmeter stort kontorbyggeri for at samle statslige arbejdspladser i Aalborg.

Tilmeld Nyhedsbrev