Knap 80 lejligheder erstatter ikonisk Harley Davidson-bygning

Motorcykel-bygningen revet ned. På grunden skal der efter planen opføres 79 lejligheder med indflytning i sommeren 2028.

Nedrivning af Harley Davidson-bygningen nederst i venstre hjørne skal bane vej for flere boliger på grunden ved Grenåvej i Risskov i Aarhus. Foto: Klimadatastyrelsen.
Nedrivning af Harley Davidson-bygningen nederst i venstre hjørne skal bane vej for flere boliger på grunden ved Grenåvej i Risskov i Aarhus. Foto: Klimadatastyrelsen.

En markant bygning i Vejlby-Risskov forsvinder nu fra bybilledet, skriver RisskovLiv.

Den tidligere Cap’s Motorcycles-bygning på Grenåvej bliver nedrives nu for at gøre plads til et nyt boligprojekt.

Harley Davidson-forhandleren forlod ejendommen sidste år efter 28 år. Siden har ejeren, Chris-Invest, arbejdet videre med planerne om at udbygge området.

Det nye projekt bliver anden etape af boligbyggeriet på grunden og kommer til at rumme 79 lejligheder i fire til seks etager. Byggeriet skal arkitektonisk hænge sammen med de 82 boliger, der allerede er opført.

– Og der bliver lavet et gårdrum, som er med til at binde hele ejendomskomplekset bedre sammen, siger Peder Næsborg, der er direktør i selskabet Chris-Invest til RisskovLiv.

Langs Grenåvej og letbanen skal der etableres en hævet gang- og cykelsti med parkering nedenunder.

De nye boliger skal efter planen stå klar til indflytning omkring sommeren 2028. Der bliver både større og mindre lejligheder, herunder boliger på omkring 50 til 60 kvadratmeter.

Ifølge Chris-Invest forventes beboersammensætningen at blive en blanding af familier, unge par, studerende og pensionister.

Dermed er det karakteristiske motorcykelhus snart historie, mens endnu et boligprojekt tager form langs Grenåvej.

Projektet indgår i en lokalplan for et 145.000 kvadratmeter stort område mellem Lystrupvej, Grenåvej og jernbanen. Lokalplanen blev vedtaget tilbage i februar 2020 med henblik på at give mulighed for byggeri af op mod 1.700 boliger med et samlet etageareal på 156.000 kvadratmeter.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev