Sønderborg Kommune har købt DLG-bygningerne på Augustenborg Havn, der blandt andet består af to store kornsiloer og et gammelt pakhus.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Med købet kommer kommunen til at eje hele arealet, hvilket er nødvendigt for at sætte gang i udviklingsplanen for Augustenborg Havn fra 2023.
Ud over muligheden for at bygge nye boliger sikrer ejendomshandlen ifølge kommunen også fremtiden for maritime fritidsforeninger som Augustenborg Sejlklub og Augustenborg Bådelaug.
– Nu kan vi bedre disponere over området på Augustenborg Havn og give en fremtidig køber af arealet en sikkerhed for, at et boligprojekt kan gennemføres. Og det vil vi rigtig gerne, for det taler ind i Byrådets mål om at være en attraktiv bosætningskommune for at nå 77.000 borgere inden 2030, udtaler borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S).
– Samtidig er udviklingen af Augustenborg Havn et vigtigt element af både bystrategien for Augustenborg og Masterplanen for Hertugernes Augustenborg. Med andre ord er det her et meget væsentlig skridt i at transformere Augustenborg Havn til et kystnært og attraktivt boligområde, siger han.
Planen er, at det samlede areal udbydes til boligområde i et offentligt udbud, så kommunen sikrer, at havneområdet kan omdannes til boliger som foreslået i udviklingsplanen for Augustenborg Havn.
Det forventes at ske om et par år, for sideløbende skal der laves en ny lokalplan for området, og den skal efterfølgende godkendes.
– Vi skynder os så hurtigt, vi kan, men det tager tid at lave en lokalplan. Ved at sætte lokalplanen i gang snart, så kommer rammerne for boligudviklingen på plads, inden området sættes til salg. Det vil også sikre, at potentielle investorer og ejendomsudviklere ved, hvad de kan arbejde med, udtaler viceborgmester Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti.
– Det forventes, at området sælges videre med bygninger, så en kommende køber står for nedrivning og kan genanvende de nedknuste byggematerialer på stedet i det kommende boligprojekt, så vi også får tænkt bæredygtighed ind i projektet.
Sønderborg Kommune udarbejdede i 2023 en udviklingsplan for Augustenborg Havn med input fra lokale foreninger som Hertugbyens Udviklingsforum, Augustenborg Sejlklub, Augustenborg Bådelaug og Havnegruppen.
Udviklingsplanen indeholder en dispositionsplan, hvor blandt andet udnyttelse af havnearealet til boliger forudsætter, at både det private og kommunale areal udvikles sammen, så vejadgang og rekreative arealer sikres for hele havneområdet.
Havneområdet i Augustenborg er på lidt mere end 13.000 kvadratmeter. Sønderborg Kommune ejer cirka 8.000 kvadratmeter, og med købet af DLG-bygningerne kommer der 5.368 kvadratmeter oveni.