København får naturnationalpark

Med den politiske aftale om grøn trepart etableres seks nye naturnationalparker og én bynær naturnationalpark på Kalvebod Fælled.

På 21 steder i Danmark skal der være naturnationalparker med store sammenhængende naturområder, der oprettes en ny bynær naturnationalpark på Kalvebod Fælled, og så sættes der flere midler af til Danmarks to første marine naturnationalparker.

Det er resultatet af den grønne trepartsaftale mellem regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Det skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

Med Aftale om Implementering af et Grønt Danmark afsættes 50 millioner kroner til at udvide de 15 naturnationalparker,  så der skabes store sammenhængende naturområder med græssende dyr, hvor naturen kan udvikles sig på sine egne præmisser.

I naturnationalparker bidrager store  til at skabe en varieret natur. De 15 naturnationalparker udgør på nuværende tidspunkt samlet cirka 25.000 hektar, hvilket svarer til et område, der svarer til cirka halvdelen af Falster.

Samtidig skal der etableres seks nye naturnationalparker, så der i alt etableres 21 naturnationalparker i Danmark.

– Naturnationalparkerne er afgørende for, at vi kan vende tabet af biodiversitet. Ved at give vores trængte natur mulighed for at udvikle sig frit på store sammenhængende arealer, skaber vi et fundament for, at vores dyre- og planteliv kan få bedre levesteder. Det er arealer, hvor vi genskaber de naturlige moser og vandhuller, udsætter store græssende dyr såsom krondyr og kvæg og gør skoven urørt, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Bynær naturnationalpark i hovedstaden

Udover de 21 naturnationalparker skal der som noget nyt etableres en bynær naturnationalpark ved Kalvebod Fælled på Amager, så også hovedstadens indbyggere får bedre adgang til unik natur.

Den bynære naturnationalpark skal have flere hjemhørende græssere som kvæg og eventuel heste, der som udgangspunkt ikke skal tilskudsfodres.

Antallet af græssere skal tilpasses i takt med årstidernes skiftende fødeudbud på et areal, der i perioder af året er meget vådt. De nærmere rammer for den bynære naturnationalpark skal fastlægges af aftalepartierne, da det er den første af sin slags.

Aftalepartierne forpligter sig til at aftale konkret finansiering for driften fra 2031 og frem.

Miljøministeren forhandler desuden med Folketingets partier om de to første marine naturnationalparker i Danmark, som skal ligge i Øresund og Lillebælt.

Kortlægning af historisk stenfiskeri og undersøgelser af miljøtilstanden i områderne viser, at der er et stort potentiale for genopretning af havnaturen i begge områder. Aftalepartierne har derfor afsat 80 millioner kroner til aktiv genopretning af havnaturen med særligt fokus på de to marine naturnationaparker.

Fakta

  • Der afsættes 50 millioner kroner til udvidelse af de 15 besluttede naturnationalparker frem til 2030.
  • Der etableres yderligere seks naturnationalparker, så der samlet etableres 21 naturnationalparker i Danmark.
  • Der etableres en “bynær naturnationalpark” på Kalvebod Fælled, der skal indeholde hjemhørende flere græssere som kvæg og eventuelt heste. Aftalekredsen skal fastlægge rammerne for den “bynære naturnationalpark”.
  • Der afsættes i alt 86 millioner kroner frem mod 2030 til etablering af den yderligere naturnationalpark og den “bynære naturnationalpark”, og aftalepartierne forpligter sig til at drøfte varig finansiering af driften efter 2030.
  • Der afsættes 80 millioner kroner til aktiv genopretning af havnaturen, med særligt fokus på de to marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund, herunder stenrev.

Kilde: Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling