København mangler studieboliger: 61.000 studerende kæmper om 26.000 boliger

Antallet af ungdomsboliger er mere end fordoblet siden 2012, men langt fra alle er reelt til studerende. Kommunen advarer om, at boligpriserne kan holde unge væk fra hovedstaden.

Lejligheder i Ørestad i København. Foto: Dansk Byudvikling.
Lejligheder i Ørestad i København. Foto: Dansk Byudvikling.

København har langt færre ungdomsboliger end studerende, skriver Københavns Kommunes økonomiforvaltning i en pressemeddelelse.

Nye tal fra kommunen viser, at omkring 61.000 studerende mellem 20 og 29 år skal deles om blot 26.000 ungdomsboliger.

Ifølge overborgmester Sisse Marie Welling (SF) er der derfor behov for markant flere studieboliger, som unge faktisk har råd til.

Hun frygter blandt andet, at høje boligpriser kan få unge til at opgive en uddannelse eller helt fravælge København.

– I mange år har vi endda set, hvordan små boliger tiltænkt studerende er endt som helt vildt dyre private mikrolejligheder. Det skal vi ændre på, udtaler overborgmesteren.

Antallet af ungdomsboliger er ellers steget betydeligt siden 2012, hvor der var omkring 10.000. Problemet er, at en stor del af væksten er sket gennem private ungdomsboliger, som ikke nødvendigvis er betalbare for studerende.

Samtidig viser tidligere opgørelser fra kommunen, at kun knap 60 procent af de nye ungdomsboliger faktisk bliver beboet af studerende.

Boligmarkedet ser også ud til at spille en betydelig rolle for unge, der overvejer at flytte til hovedstaden. En undersøgelse blandt unge på Sjælland viser, at boligmarkedet i høj grad er en årsag til, at nogle vælger København fra.

I 2025 flyttede omkring 38.000 personer mellem 20 og 29 år til København. Omkring 24.700 kom fra andre kommuner, mens cirka 13.400 kom fra udlandet. Samtidig er de unges andel af Københavns befolkning faldende.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev