Ifølge Københavns Kommune er gaming, film, tv-serier, mode, møbler og arkitektur blandt de kreative erhverv, som Danmark er internationalt anerkendt for.
Det er en styrkeposition, som skal fastholdes og udvikles, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Københavns Kommune er derfor oprettet en pulje på 1,35 millioner kroner årligt i 2023 og 2024. Erhvervsliv, kreative aktører og kulturinstitutioner, som bidrager til at udvikle byens kreative bymiljøer og generel understøttelse de kreative erhverv, kan søge om midler fra puljen.
– De kreative erhverv og bymiljøer skaber arbejdspladser, økonomisk vækst og bidrager til byens internationale brand. Gode eksempler er på Refshaleøen og hos bylaboratoriet Urban 13 i dag. Alt dette bidrager til at gøre København til en attraktiv by, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
Kommunen efterlyser partnerskaber om nye fyrtårnsprojekter, der profilerer hovedstaden, eller gennem udvikling af lokale aktiviteter, der støtter den generelle erhvervsudvikling. Puljen udmøntes for første gang i juni 2023. Tilskud bevilges i overensstemmelse med gældende rammer og regler.
Om puljen til kreative erhverv i København
- Puljen blev vedtaget ved budgetforhandlingerne for 2023.
- Der er afsat 1,35 millioner kroner årligt i 2023 og 2024 i puljemidler.
- Der kan søges om minimum 100.000 kroner og maksimum 500.000 kroner i aktivitetsstøtte.
- Der er frist for ansøgninger til puljen den 12. maj 2023.
- Udmøntning af puljen vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget i henholdsvis juni 2023 og marts 2024.
- I 2022 udgjorde de kreative virksomheder 25 procent af alle virksomheder i København, hvilket er en stigning på cirka 5 procent siden 2010.
- Ansøgningsskema og yderligere oplysning om kriterier for udmøntning af puljen findes her: Pulje til kreative erhverv og bymiljøer | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk).