Tirsdag den 20. januar 2026 tager Zoologisk Have i København første spadestik til Biodiversitetscenter Zoo.
Det oplyser Københavns Zoo i en pressemeddelelse.
Centeret får blandt andet et moderne dyrehospital med store glaspartier, så gæster kan følge dyrlægernes arbejde, samt faciliteter til forskning, avl af truede padder og insekter og genetiske analyser.
– Med Biodiversitetscenter Zoo får vores gæster mulighed for at komme helt tæt på og opleve de mange fagligheder, der er i spil i vores daglige arbejde, udtaler Pernille Wendel Mehl, administrerende direktør i Zoologisk Have København.
Biodiversitetscenter Zoo opføres ved siden af Marys Australske Have og forventes færdigt i begyndelsen af 2028.
Byggeriet er tegnet af CCO Architects (Christensen & Co) og udføres i totalentreprise af Rasmus Friis A/S.
Finansieringen til det 122 millioner kroner dyre byggeri på hjørnet af Roskildevej og Søndre Fasanvej kom på plads i 2025.
Byggeriet realiseres med millionbevillinger fra Vesterskoven ved Carsten Følsgaard, Novo Nordisk Fonden, Augustinus Fonden, Alfred Benzons Fond, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden, Skibsreder Per Henriksen R., og hustrus Fond, Louis Petersens Legat og William Demant Fonden og Nordea Fonden.























