
Jægersborg Allé i Charlottenlund står foran et markant grønt løft, når et nyt byrum, grønne facader og en varieret beplantning med træer, buske og blomstrende stauder bliver etableret.
Målet er at skabe mere liv i området, bedre muligheder for ophold og et grønt åndehul for både beboere og besøgende.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra købmandsfonden KFI, som gennemfører projektet i samarbejde med landskabsarkitekter fra Danielsen Urban Landscape.
Arbejdet forventes at gå i gang i det tidlige forår 2026 og være færdigt i løbet af efteråret.
KFI ejer ejendommen på Jægersborg Allé nummer 24-44, hvor der blandt andet ligger en Meny-butik. Det er i området omkring ejendommen, at de nye grønne tiltag bliver realiseret.
– Vi ønsker at bidrage positivt til områdets udvikling og skabe et grønnere og mere indbydende miljø omkring vores ejendom. Jægersborg Allé er et vigtigt handels- og byrum, og vi ser det som en naturlig del af KFI’s rolle at styrke helheden, udtaler Terje List, administrerende direktør i KFI.
På parkeringspladsen ved Hans Edvard Teglers Vej bliver der blandt andet etableret grønne tage på vognskure, en begrønnet pergola og biodiversitetsvenlig beplantning. Samtidig kommer der tydeligere skiltning, så besøgende lettere kan finde rundt.
– Ambitionen er at skabe små lommer af bynatur, som både giver skygge, opholdsmuligheder og forbedret biodiversitet. Det bliver et grønnere og mere behageligt gademiljø, der inviterer til ophold, udtaler Gudny Marta Gudlaugsdottir, landskabsarkitekt hos Danielsen Urban Landscape.
En større renovering af selve parkeringspladsen er også under overvejelse, men der er endnu ikke fastlagt en tidsplan.
Projektet indgår i KFI’s langsigtede indsats for at reducere sit miljøaftryk og skabe mere natur omkring fondens ejendomme. KFI er Danmarks største uafhængige udlejer til dagligvarehandlen og har en portefølje på 157 ejendomme.






















