En langtidssygemelding var med til at presse sagsbehandlingen af landzonesager i Hedensted Kommune.
For at få bugt med den voksende sagspukkel valgte kommunen derfor at hente hjælp udefra.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Geopartner Landinspektører, som kommunen allierede sig med.
På under et halvt år har virksomheden behandlet 50 sager for kommunen, herunder landzonetilladelser og dispensationer fra beskyttelseslinjer.
– Vi rakte ud til vores erfa-netværk for anbefalinger, da vi tidligere har brændt os på eksterne konsulenter. Geopartner har nu taget 50 sager for os på under et halvt år. Det havde vi aldrig kunnet løse internt i afdelingen, fortæller Henrikka Oehlenschlæger, som er landskabssagsbehandler i Natur, Miljø og Byg i Hedensted Kommune.
De komplekse sager kan ifølge Geopartner skabe en sneboldeffekt, hvor enkelte tidskrævende sager får resten af bunken til at vokse.
– Her kan det give mening at trække ekstra kapacitet ind i en periode, så kommunen kan få løst de komplekse sager uden samtidig at sætte resten af sagsbehandlingen i stå. Fordelen er også, at eksterne aktører kan tage erfaringer med fra tilsvarende sager i andre kommuner, udtaler Carsten Angermair Elfrom, der er landinspektør, partner og forretningschef i Geopartner.
Hedensted Kommunes samarbejde med Geopartner har konkret betydet, at kommunens sagsbehandlere og konsulenterne fra Geopartner har kunnet sparre om komplekse sager.
– Vi havde en påbudssag om et oplag, der skulle fjernes. Det med at varsle påbud og meddele påbud har vi ikke solid erfaring med, så der snakkede vi med konsulenterne fra Geopartner om fremgangsmåden for påbudssager. Det kan vi tage med videre. Det samme gælder matrikulære sager, hvor de som landinspektører jo har en stor viden på området, som vi har kunnet trække på, fortæller Henrikka Oehlenschlæger.
Geopartner har overtaget sager og sagsbehandlet fra start til slut. Et ugentligt online statusmøde er blevet benyttet til at afstemme og afklare eventuelle spørgsmål.























