Rudersdal Kommune genindfører et krav om beskyttelsesrum i forbindelse med nybyggeri.
Beslutningen blev den 29. oktober godkendt af politikerne i kommunalbestyrelsen efter en anbefaling fra økonomiudvalget.
Pligten til at etablere beskyttelsesrum blev oprindeligt ophævet i 2011, da trusselsbilledet blev vurderet som lavt.
– Der så verden mildest talt anderledes ud, og nu er vi et nyt sted, sagde borgmester i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K), på mødet i kommunalbestyrelsen
Gennem de senere år er både nationale og internationale risici steget, og forsvarsministeriet har peget på behovet for at styrke civil beskyttelse ved krig, terror eller andre alvorlige hændelser.
Beskyttelsesrumspligten skal derfor gælde for institutioner, offentlige bygninger, erhvervsbyggeri med mange mennesker samt underjordiske faciliteter. Ved boligbyggeri skal kravet kun gælde for byggeri i over to etager.
I tilfælde, hvor lokalområdet allerede har tilstrækkelig kapacitet, kan kravet fraviges. Rudersdal har i dag registreret 58.469 pladser i sikringsrum og 400 i sikringsgrave, men kommunen understreger, at rummene skal være tilgængelige dér, hvor borgerne opholder sig i løbet af dagen.
Ifølge borgmester Ann Sofie Orth, betyder det for bygherrer konkret, at de i forbindelse med større byggeprojekter skal forholde sig til beredskabssituationen og sikringsrum på samme måde, som de skal forholde sig til for eksempel vejadgang og parkeringspladser.
– Og så er det op til os (politikerne i kommunalbestyrelsen, red.) efterfølgende at forholde os til det, sagde hun på mødet i kommunalbestyrelsen.
Kommunen vil udarbejde en vejledning til bygherrer om, hvordan pligten skal anvendes, og eksisterende beskyttelsesrum kan fortsat benyttes til andre formål, så længe deres beskyttelsesfunktion ikke forringes.
I begyndelsen af oktober 2025 offentliggjorde Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en vurdering af det aktuelle trusselsbillede mod Danmark.
FE vurderer, at Rusland fører en hybrid krig mod NATO og Vesten for at skabe usikkerhed og svække alliancens sammenhold. Truslen mod Danmark vurderes som høj for sabotage, middel for cyberangreb og lav for påvirkningskampagner. Regulære militære angreb vurderes fortsat som usandsynlige.























