Tønder Kommune inviterer sammen med følgegruppen for Rømø Udviklingsplan borgere, erhvervsdrivende og andre interesserede til et offentligt dialogmøde om øens fremtidige udvikling.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Mødet finder sted den 15. juni på Enjoy Resorts, hvor deltagerne får mulighed for at se og drøfte et udkast til udviklingsplanen for perioden 2027 til 2032.
– Rømø står et særligt sted, hvor natur, hverdagsliv og turisme mødes. Derfor skal vi udvikle målrettet og med omtanke, udtaler formand for Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, Poul Erik Kjær (V).
– Planen peger på løsninger, der styrker helårslivet, beskytter naturen og sikrer en mere balanceret brug af øen. Vi ønsker stadig udvikling af Rømø også inden for turisterhvervet, men det er ikke vækst for enhver pris – det handler om kvalitet, sammenhæng og langsigtet bæredygtighed.
Udviklingsplanen er udarbejdet i samarbejde mellem Tønder Kommune, en bredt sammensat følgegruppe og konsulentvirksomheden Grandville. Udkastet er tilgængeligt for offentligheden frem til den 16. juni.
Planen tager udgangspunkt i fem hovedtemaer: lokal forankring, natur i balance, stærke fællesskaber året rundt, attraktive opholdssteder samt bedre forhold for cyklister og mindre biltrafik.
– Det betyder meget for os, at udviklingsplanen sætter tydeligt fokus på fællesskab og helårsliv. Rømø skal være et godt sted at bo hele året – ikke kun i højsæsonen. Samtidig er det vigtigt, at vi udvikler med respekt for naturen og de værdier, der gør øen unik, udtaler formand for Lokalrådet på Rømø, Bodil Thye.
Efter dialogmødet vil planen blive justeret og derefter sendt til politisk behandling med henblik på endelig godkendelse.
Tilmelding til borgermødet
Borgermødet, der holdes den 15. juni 2026, er åbent for alle, men kræver tilmelding via kommunens hjemmeside eller direkte via linket:
https://selvbetjening.egdw.dk/550/550-27042611562884
Sidste frist for tilmelding er den 12. juni. 2026.






















