Kommune og boligorganisation i samarbejde om at løfte bydel

Nye sikkerhedsforanstaltninger og sociale investeringer skal skabe øget tryghed for beboere ved Grønlands Torv i Aalborg.

Grønlands Torv fungerer ifølge en pressemeddelelse fra Alabu Bolig som et samlingspunkt for den sydøstlige del af Aalborg med en indre gade, indkøbsmuligheder, og et aktivitetscenter for både ældre og unge.

Centret alene har med sine 1.800 ugentlige besøgende status som et af de mest benyttede aktivitetscentre i Aalborg Kommune.

Men det er et fællesskab, der har været under pres, og derfor sætter Alabu Bolig nu ind med en række konkrete tiltag, der skal gøre det trygt at bo og opholde sig i området, fortæller Klaus Ringgaard, direktør i Alabu Bolig:

– Vi har desværre oplevet, at kriminelle elementer har fundet vej ind i bygningernes områder og bruger dem som samlingspunkt for deres aktiviteter. Det skaber utryghed blandt beboerne.

Alabu Bolig har i samarbejde med Nordjyllands Politi identificeret en række tiltag, som nu skal iværksættes omkring boligafdelingerne og plejehjemmet Sirius.

  • Installation af alarmsystemer og videoovervågning både indendørs og udendørs
  • Bedre belysning for at minimere mørke områder, øge beboernes tryghed og vanskeliggøre kriminel aktivitet.
  • Indbrudsforebyggende foranstaltninger, blandt andet digital adgang, der forhindrer uautoriseret adgang til den indre gade i aftentimerne.

Kilde: Alabu Bolig.

For at sikre, at de nye tiltag er både effektive og lovmedholdelige, sker implementeringen i tæt samarbejde med Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab.

Alabu Bolig finansierer selv størstedelen af indsatsen, men boligorganisationen har desuden modtaget 200.000 kroner i støtte fra Job og Velfærd i Aalborg Kommune til at styrke indsatsen. Og opbakningen fra Aalborg Kommune glæder Klaus Ringgaard.

– Vi oplever et meget stærkt og udviklende samarbejde med Aalborg Kommunes forvaltning Job og Velfærd, hvor rådmand Nuuradiin S. Hussein er en drivkraft og foregangsmand, godt supporteret af medarbejderne i forvaltningen, fortæller han.

Tryghedsindsatsen handler imidlertid ikke kun om teknik og overvågningsudstyr. Tryghed skabes nemlig i lige høj grad gennem tilstedeværelse og sociale investeringer.

– Vi har i fællesskab opnået flotte resultater på beskæftigelsesområdet i bydelen. Samarbejdet mellem boligorganisationerne i SØ, under den boligsociale helhedsplan Bydel i Centrum, og de fremskudte medarbejdere fra Job og Velfærd har hjulpet mange i job eller uddannelse, fortæller rådmand Nuuradiin S. Hussein (S).

En del af bydelsudvikling for Aalborg

Rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune, Nuuradiin S. Hussein (til venstre), og direktør for Alabu Bolig, Klaus Ringgaard. Foto: PR.
Rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune, Nuuradiin S. Hussein (til venstre), og direktør for Alabu Bolig, Klaus Ringgaard. Foto: PR.

I Aalborg Øst har man arbejdet med en boligsocial indsats siden 2008, i sin nuværende form siden 2017, og resultaterne er tydelige; området er ikke længere på parallelsamfundslisten.

Nogle udfordringer rykkede imidlertid til den sydøstlige del af Aalborg, som i dag er på forebyggelseslisten. Derfor er indsatsen blevet styrket. I midten af 2025 blev der opnået en ny bevilling fra Landsbyggefonden.

Senest er antallet af opsøgende medarbejdere i området øget, og indsatsen fra blandt andet Fri-stedet, fritidsjob-aktiviteter for unge, samt etableringen af en bydelsrådgiver og en daginstitutionsrådgiver, styrker den sociale indsats yderligere.

Samarbejdet mellem Aalborg Kommune og Alabu Bolig vigtig, og rådmand Nuuradiin S. Hussein ser frem til det fortsatte samarbejde om at øge trygheden og styrke bydelsudviklingen i Aalborg SØ.

– Jeg er meget taknemmelig for Alabu Boligs betydelige bidrag til at understøtte trygheden i vores lokalsamfund, særligt i og omkring Grønlands Torv. Som kommune er denne indsats uvurderlig, og den gør en konkret forskel for områdets beboere, fortæller han.

Fremtidens samarbejde vil blandt andet omhandle en fælles vision for bydelens udvikling, hvor alle aktører og interessenter i Aalborg SØ inddrages.

Målet er øget beskæftigelse, uddannelse, tryghed, sundhed og kultur til gavn for områdets beboere.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling