Syddjurs Kommune har udpeget Thybo Ejendomsudvikling som samarbejdspartner til udviklingen af den nye bydel Hornslet Vest.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Projektet er et af de største samlede byudviklingsprojekter i kommunen i de senere år og omfatter et areal på cirka 130.000 kvadratmeter med mulighed for at opføre mellem 20.000 og 25.000 etagemeter boliger.

Området ligger i overgangen mellem Hornslet by og de omkringliggende skovarealer. Den placering stiller særlige krav til projektet, hvor natur, byliv og sammenhæng skal tænkes tæt sammen fra starten. Målet er at skabe en bydel med både stærke fællesskaber, nærhed til naturen og gode forbindelser for blandt andet cyklister.

Valget af udvikler er sket efter et offentligt udbud med stor interesse fra markedet. Otte aktører afgav tilbud, og efter en samlet vurdering af pris og kvalitet faldt valget på Thybo Ejendomsudvikling, som ifølge kommunen har leveret det mest overbevisende og gennemarbejdede projekt.

– Hornslet Vest er et helt særligt område, og vi har haft høje ambitioner for, hvordan det skal udvikles. Vi har fået nogle rigtig stærke bud, og Thybo Ejendomsudvikling skiller sig ud med et projekt, der både er ambitiøst og realistisk, udtaler borgmester Michael Stegger Jensen (S) fra Syddjurs Kommune.

Kommunen lægger samtidig vægt på, at udviklingen kan være med til at sætte retningen for fremtidens byudvikling i området.

Første etape af projektet omfatter opførelse af 5.000-6.000 etagemeter boliger. Salget af dette areal forventes at indbringe kommunen godt 12 millioner kroner eksklusive moms.

Næste skridt er at indgå en betinget købsaftale med udvikleren. Herefter skal projektet videreudvikles i samarbejde med kommunen og danne grundlag for en samlet plan for bydelen samt den kommende lokalplan.

Byudviklingsområdet ligger i Hornslet Vest på den vestlige side af Ågårdvej langs med Amaliegårdvej. Området ligger tæt på bymidten og Sophie-Amaliegård Skoven. Et areal er reserveret til en ny daginstitution i tæt forbindelse med udviklingsområdet.

Tilmeld Nyhedsbrev